DBU’s jerngreb koster i topkamp: Tilbød at køre spillerne derover Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DBU’s jerngreb koster i topkamp: Tilbød at køre spillerne derover

Anders Ravn har ikke fået lov til at spille for Hvidovre IF i mandagens topbrag.

Martin Retov
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hvidovre IF tager mandag aften imod Lyngby Boldklub i en topkamp 1. division.

Det er nok lige en postgang for tidligt til at udråbe det som en oprykningsduel, men det er en kamp med meget på spil.

Den slags kampe, som unge spillere formentlig kunne have noget ud af at tage del i.

Det mener i hvert fald Hvidovre-cheftræner Martin Retov.

Forud for kampstart blev han nemlig spurgt ind til det faktum, at han til aftenens kamp må undvære sit normale førstevalg i målet, Anders Ravn.

Den 20-årige keeper er nemlig blevet udtaget af Lars Knudsen til U21-landsholdet.

Og selvom de unge talenter først skal i aktion på fredag - på hjemmebane - mod Østrig, så har han ikke fået lov til at spille for Hvidovre fredag aften.

Heller ikke selvom man har tilbudt at køre ham retur til U21-landsholdets samling i Herning efter kampen.

- Det er jo ret simpelt. Både Lyngby og os har nogle spillere ude i dag. Vi har Ravn ude, Lyngby mangler to. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt til sådan en topkamp i 1. division, også fordi vi har tilbudt DBU at køre spillerne tilbage efter kampen i aften.

- Jeg tror, at spillerne ville have rigtig meget ud af at spille sådan nogle kampe her, men DBU har sagt nej, og det har de også ret til, for vi har som klubber selv sagt ja til at spille sådan nogle mandagskampe her.

- Men jeg synes godt, at man i fællesskabets og udviklingens ånd godt kunne have spillet med de unge drenge i dag og så kørt dem derover senere, siger Martin Retov til Viaplay.

Lyngby Boldklub må undvære Gustav Mortensen og Tobias Storm.

Den igangværende landsholdstermin gik officielt i gang i dag mandag.

Martin Retov
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Fraværet af Anders Ravn er han ganske overbevist om kan mærkes:

- Det gør da meget. Ravn har været fremragende i den her sæson og er i min verden nok den spiller i 1. division med det allerstørste potentiale. 20 år og fast målmand på et hold som vores, det gør bare meget.

DBU skærpede i foråret retningslinjerne for afbud til ungdomslandshold, så et "ikke gyldigt afbud" medfører, at spilleren ikke kan udtages til de to efterfølgende samlinger.

Det har blandt andet ramt Brøndby IF's Filip Bundgaard og FC Midtjyllands Valdemar Byskov.

Mest læste

Notifications

Notifikationer