Store roser: Mourinho hylder Froholdt
Trænerlegenden har store roser til den danske komet.

Victor Froholdt har taget Portugal med storm.
Det tidligere F.C. København-talent har allerede bidt sig fast som en af FC Portos helt store profiler, hvor han er startet inde i samtlige kampe i den hjemlige liga i denne sæson.
Her har han været med til at sikre maksimalt udbytte for storklubben, der søndag aften tørner sammen med ærkerivalerne fra SL Benfica, hvor José Mourinho nu er træner.
Forud for det møde havde den portugisiske trænerlegende overskud til at rose den danske Porto-komet.
- Han er en virkelig god spiller. Jeg har allerede set ham - både med mine egne øjne og på computeren. Han arbejder hårdt, kommer godt med i feltet og er farlig på dødbolde, eller når han ankommer i feltet.
- Han er blevet meget godt integreret i den dynamik, som træneren giver holdet (FC Porto, red.), fortæller José Mourinho på et pressemøde ifølge A Bola.


I sine hidtil ni kampe for FC Porto har Victor Froholdt bidraget med én scoring og to oplæg.
Det er søndag aften klokken 22:15, at Benfica og FC Porto skal i ilden.
Benfica
FC Porto
José Mourinho
Victor Froholdt













