Officielt: Rangers fyrer cheftræner efter fire måneder
Den 39-årige manager fik præcis fire måneder i Glasgow.

Fire måneder. 122 dage. 17 kampe.
Mere kunne det ikke blive til i Rangers for cheftræner Russell Martin.
Sent søndag aften er den engelskfødte skotte blevet fyret i Glasgow-klubben. Det bekræfter Rangers selv.
- Selvom alle overgangsperioder kræver noget tid, så har resultaterne ikke mødt klubbens forventninger, lyder det helt kortfattet fra den skotske storklub.
Også assistenttrænerne Matt Gill og Mike Williamson forlader klubben sammen med Russel Martin.
- Russell og hans stab har arbejdet exceptionelt hårdt igennem deres tid i klubben. Vi takker dem for deres bestræbelser og ønsker dem alt godt i fremtiden, lyder det fra Rangers.

Rangers har ikke nogen opdatering om hverken midlertidig manager eller afløser for nuværende.
Efter 17 kampe med bare fem sejre, blev det 1-1-kampen mod Falkirk søndag, der i sidste ende kostede Martin jobbet.
Fem sejre, seks uafgjorte og seks nederlag samt et pointgennemsnit på 1,24 point per kamp forlader han klubben med.
Helt uvant for klubben er den efter sæsonens første syv kampe at finde på en ottendeplads i den skotske liga. En position der i sidste ende vil betyde en placering nedrykningsspillet.
Rangers FC












