AGF’s Jesper Hansen nyder succes i målet – men tager intet for givet
Superligaens sikreste hænder netop nu sidder på Jesper Hansen. AGF-keeperen tager dog ikke pladsen i målet for givet.

📍 Campo på Fredensvang
Hvem er Superligaens bedste målmand netop nu?
Vurderer man på tallene for målmænd i landets bedste række, peger pilen mod Aarhus.
Her har AGF's Jesper Hansen leveret en redningsprocent på 80 i denne sæson, hvilket er bedst af alle ifølge Superligaens egen statistik.
Derudover deler den 40-årige målmand førstepladsen med Brøndby IF's Patrick Pentz, når det gælder flest clean sheets (3) i Superligaen.
Jesper Hansen føler da også, at han præsterer godt for Superligaens førerhold netop nu.
- Jeg synes, at det går rigtig godt. Ligesom det gør for os alle sammen og som hold lige i øjeblikket. Det er skønt at være inde i sådan en stime. Det er rigtig rart.
- Og det er selvfølgelig rart, at man også føler, at man kan tage fra og spiller nogle gode kampe sammen med drengene. Det er en rigtig god følelse, jeg står med, og jeg håber, at vi kan blive ved, siger målmanden til Campo i et video-interview.


Udefra set er Jesper Hansens plads som førstemålmand i AGF ikke til at rokke ved på nuværende tidspunkt. Keeperen har præsteret på et højt og stabilt niveau lige siden, han overtog pladsen fra svenske Leopold Wahlstedt til sæsonens anden kamp.
Alternativerne til pladsen i form af Wahlstedt og den unge tredjekeeper Jonathan Hutters virker til at have en svær vej ind blandt de 11 startende i AGF. Men de mange år i professionel fodbold har lært rutinerede Hansen én ting.
- Jeg føler mig ikke så privilegeret, at jeg bare kan stå og sige, at jeg føler mig sikker på noget som helst. Fordi jeg har prøvet at blive sat ud på bænken en del gange før. Så den erfaring har jeg med mig, siger Jesper Hansen og fortæller om konkurrencen blandt målmændene på Fredensvang:
- Leo (Leopold Wahlstedt, red.) kæmper alt, hvad han kan, for at komme tilbage. Og vi har også Hutters, som gør det godt. Så vi er et godt målmandsteam.
Jesper Hansen holder snuden i sporet for at fastholde sin plads som førstemålmand i AGF og nyder den megen spilletid. De mange kampe og gode præstationer giver samtidig mulighed for at tanke op på den ting, som ifølge keeperen betyder alt.
- At det har kastet ni runder af sig nu, det er super dejligt. Så kommer man ind i et flow som målmand. Og når det går godt, og man føler, man er et godt sted formmæssigt, så er det en god følelse at have. Selvtillid er bare alt i den her verden. Det hjælper så meget på det, siger Jesper Hansen.
Du kan se Campos interview med Jesper Hansen i videoen øverst i artiklen.

Næste kamp for Jesper Hansen og resten af AGF-holdet er på søndag, hvor Silkeborg IF kommer på besøg.
Superligaopgøret på Ceres Park Vejlby fløjtes i gang klokken 16.00, og du kan se kampen i TV på TV2 Sport X.
En anden spiller, der har gjort det fremragende for AGF i denne sæson, er Kristian Arnstad. Herunder kan du læse, hvad nordmanden fortalte Campo om at blive udtaget til det norske A-landshold for første gang.

AGF












