Vallys bifalder Cooper-krav: Fedt han forlanger det
Nicolai Vallys er glad for, at Steve Cooper har sat høje standarder for Brøndby-mandskabet.

📍 Campo til Brøndby-træning
Først 2-1 og en derby-sejr efter fire dage i jobbet. Ikke helt tilfreds.
Så et nederlag mod AGF i Aarhus, hvor han mente, at det var Brøndby IF, der tabte kampen, mere end det var AGF, der spillede sig til sejren.
Så 4-1 i Sundby mod B.93 i pokalen, hvor Brøndby slap pedalen lidt til sidst, som ikke huede den walisiske cheftræner. Og efter 5-1 afklapsningen af Alexander Zornigers OB på Brøndby Stadion, der var Steve Cooper heller ikke i det alt for glade hjørne.
Steve Cooper er ikke en nem mand at begejstre i Brøndby IF.
Men de høje krav fra den walisike træner ser Brøndbys Nicolai Vallys blot som noget, der bringer gode ting med sig.

Er det ikke også sådan, at man løber rundt og tænker, hvornår bliver han tilfreds med det, vi laver?
- Jo, det kan man sige. Men jeg synes omvendt også, at når vi vinder 5-1, så er det også et godt tidspunkt at forlange endnu mere. At være endnu hårdere ved os alle sammen.
- Nu har vi set nogle klip også, og der er mange ting, som vi kunne have gjort bedre i i søndags, fortalte Nicolai Vallys efter fredagens træning til Campo og de resterende medier.
- Og som jeg også sagde efter kampen, så var det måske ikke helt en 5-1 kamp. Den kunne også have stået 2-2 efter første halvleg, så vi går efter at være bedre, og det er fedt, at han forlanger det også.
Steve Cooper har taget meget af sin egen stab fra tidligere med til Brøndby IF, der søndag skal i aktion i Fredericia på Monjasa Park mod de rødklædte Superliga- oprykkere.
Men inden da har waliseren varslet, at han og staben konstant arbejder på at forbedre arbejdsvilkårene i Brøndby. Læs mere om det her:

Brøndby IF
Nicolai Vallys












