TV-Penge kan forgylde Fredericia: Voldsommere beløb end vi er vant til
Fredericia kan se frem til rigtig mange penge, hvis resultaterne flasker sig i denne runde.

Der er rigtig mange penge på spil i denne runde af Superligaen.
Efter runde 11 skal første omgang af TV-pengene nemlig uddeles, og den ekstraordinært tætte Superliga gør, at marginaler kan blive afgørende for, hvor de mange millioner ender henne.
Klubberne belønnes nemlig blandt andet efter placering, og det er noget, som især kommer de mindre klubber til gavn.
For TV-pengene uddeles også efter, hvilken TV-prioritering ens kampe får, og her er det næppe hver gang, at klubber som Fredericia er førstevalg.
For FC Fredericia kan udfaldet af weekendens kampe betyde en forskel i millionklassen. Og det er ikke ligefrem noget, man har budgetteret med, fortæller direktør i Fredericia, Stig Pedersen i et interview til Campo.
- Det er noget voldsommere beløb, end vi er vant til.
- Det kan jo i princippet godt være i millionstørrelsen, forskellen mellem den dårligste og den bedste mulighed.
Slår Fredericia Brøndby på hjemmebane søndag, kan holdet fra fæstningsbyen potentielt finde sig selv i top seks - vel at mærke hvis de andre resultater flasker sig.
Og det er noget, der kan forgylde oprykkerne fra Fredericia.

Faktisk står FC Fredericia til at kunne ende på alt imellem 11.- og 5.-pladsen i Superligaen efter søndag, og der er stor forskel på, hvor mange placeringspenge, det udløser.
Ifølge Campos oplysninger har femtepladsen nemlig udsigt til omkring to mio. kroner mere end 11.-pladsen.
For de største klubber i Danmark er det måske en dråbe i havet, men for en klub som Fredericia, som er i Superligaen for første gang, er det selvsagt et væsentligt beløb.
Og det er noget, som vil skæppe godt i kassen hos Fredericia.
- Vi har budgetteret forholdsvis lavt i forhold til forventningerne på det område. Det handler jo også om, at Superligagen er ukendt vand for os. Men man kan sige, at man havde været fuldstændig sindssyg, hvis man havde budgetteret med en sjetteplads - men det har vi ikke gjort, konstaterer Stig Pedersen tørt.
Derfor går Fredericia-bossen heller ikke i panik, skulle top seks glippe efter runde 11. Sikrer de sig derimod top seks, bliver der stor glæde på ledelsesgangen i Fredericia.
- Vi går ikke i panik, uanset hvordan det ser ud efter kamp 11. Men det kan selvfølgelig godt blive til jubel.
I første omgang handler det dog om at slå Brøndby, hvis millionerne skal rulle.
Dét opgør fløjtes i gang klokken 20.00 på søndag.
Du kan læse mere om TV-pengene efter runde 11 herunder.

FC Fredericia












