Slot giver skadesstatus: Så lang tid er Alisson ude
Målmand Alisson sidder ude den kommende tid.

Liverpool må undvære sin brasilianske stjernekeeper den kommende tid.
Alisson er så medtaget af en skade fra Champions League-mødet med Galatasaray, at han hverken kommer i spil i weekenden kamp mod Chelsea, eller med det brasilianske landshold i den kommende pause.
Cheftræner Arne Slot kom også med en opdatering på tidshorisonten for skaden.
- Det kommer an på, hvor hurtigt det kommer til at gå. Så, lørdag er det klart, han kommer ikke til at spille for Brasilien, og jeg ville blive overrasket, hvis han kunne spille første kamp efter landskampspausen, siger Arne Slot på pressemødet forud for mødet med Chelsea.
Til gengæld havde Slot gode nyheder omkring to af klubbens andre spillere.
Hugo Ekitike, der også pådrog sig en skade i Istanbul, træner med resten af Liverpool-holdet fredag for at teste, hvordan han er stillet.

Det samme er tilfældet for Federico Chiesa, der dog ikke var med i Champions League-nederlaget.
- Hugo (Ekitike, red.) kommer til at træne med igen i dag og så må vi se, hvor han står, og det samme med Federico. Vi er nødt til at afvente og se efter træningen, hvor de præcis er, siger Slot.
Helt uvant for Liverpool har klubben tabt de seneste to kampe.
Først mod Crystal Palace i Premier League og dernæst mod Galatasaray i Champions League.
En engelsk ekspert har været efter en af Liverpools dyre stjernespillere. Læs mere om det herunder:

Alisson
Liverpool
Hugo Ekitiké
Arne Slot












