Nyindkøb bænket i Brøndby: Jeg burde spille der
Oliver Villadsen er blevet henvist til bænken i Brøndby, men føler, at han fortjener en startplads.

📍 Campo til Brøndby-træning
Fra Nürnberg til Brøndby.
Det er ikke en nyfortolkning af Infernal-sangen Paris to Berlin med et brøndbysk-take på lyrikken.
Det er derimod skiftet, som højrebacken Oliver Villadsen tog i sommer, hvor han vendte hjem til Superligaen, men til en "ny" klub i form af Brøndby IF hos Frederik Birk på Vestegnen.
Her er det blevet sparsomt med spilletid og mest i form af indhop - også siden Steve Cooper tog over fra Frederik Birk.
Men Brøndby-backen ved, at der er spilletid i vente på længere sigt.
- Jeg tror både, at jeg kan bruges som højre bak, men også som højre kant. Men selvfølgelig vil jeg gerne spille, kan man sige, så der, hvor han vil bruge mig, det er jeg bare glad for, fortalte Oliver Villadsen til Campo og de øvrige medier til fredagens presseaktiviter i Brøndby.
- Men jeg ved i hvert fald, at nu har vi jo skrevet en længere kontrakt her, så det er også et projekt, som ikke behøver at være lige nu og her. Men på længere sigt i hvert fald, at det er mig, der spiller der (på højrebacken, red.)
- Men selvfølgelig er jeg jo ikke tilfreds med at sidde på bænken. Jeg er også kommet til Brøndby for at spille. Så jeg må bare arbejde hårdt og håbe, at han vælger mig.
Og så er Villadsen også af den overbevisning, at han burde starte.
- Lige nu er jeg ikke førstevalget på den position, men jeg kæmper hver dag for at spille der, og jeg synes også, at jeg burde spille der, sagde Oliver Villadsen til pressen.

Steve Cooper er i gang med det store britiske indtog i Brøndby, hvor der er indført flere konkrete tiltag for spillerne i hverdag, og så varsler waliseren også, at han i samspil med ledelsen er i dialog om at forbedre klubben på anden vis. Læs mere om det her:

Brøndby IF












