Hjemvendt Vejle-profil er skadet
Onsdag måtte Wahid Faghir forlade træningen med lyskeproblemer.

Det har ikke været den hjemvende til Vejle, Wahid Faghir havde håbet på.
Spilminutterne i Superligaen har været få, og eneste startplads har været i pokalturneringen.
Nu kommer der til at gå endnu længere tid, inden Faghir kan gøre sig forhåbninger om en større rolle på Vejle-holdet.
Onsdag måtte den 22-årige angriber nemlig forlade træningen med problemer med lysken. Det skriver TV2 Sport.
Det var ellers ønsket om at komme tilbage i topform, der stod øverst på listen hos Faghir i den første tid i Vejle, men det må han udskyde.
- Hvis du spørger mig, håbede jeg på, at alt var perfekt efter en måned, men sådan er fodbold ikke. Det er ikke gået i det tempo, man gerne ville have. Det må tage den tid, det tager.

- Lige nu er det (målsætningen, red.) at være 100 procent fit. Derefter kan man snakke om mål og startpladser. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for det, for jeg vil også hjælpe holdet.
- Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Men det skal være den rigtige timing, så jeg kan gå ind og vise mig 100 procent frem og ikke kun på 80 procent, siger Wahid Faghir til TV2 Sport.
Lyskeproblemerne er dog ikke nye for Faghir, der allerede mærkede til skaden før Vejles møde med Silkeborg. Her var angriberen ikke udtaget til kampen.
Vejle har ikke vundet i Superligaen, siden de i sæsonens tredje spillerunde slog OB med 4-0.
En anden Vejle-angriber er til gengæld ved at blomstre op i Nørreskoven, og det har kastet en landsholdsudtagelse af sig.
Læs mere herunder:

Vejle Boldklub












