Det kan AGF også: Jakob Poulsen glæder sig over vellykket “sats” Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det kan AGF også: Jakob Poulsen glæder sig over vellykket “sats”

Jakob Poulsen skiftede tre mand mod FC Nordsjælland – og det gik ganske fint.

Jakob Poulsen under AGF's kamp mod Brøndby IF.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

📍 Campo på Fredensvang

Det er svært at finde noget negativt at sige om AGF for tiden.

Aarhus-klubben er formstærk som ingen andre i Superligaen - og indtager førstepladsen efter 10 kampe.

Er der dog alligevel et enkelt punkt, hvor særligt eksperter og medier kan finde et hår i suppen, er det AGF-truppens bredde.

Cheftræner Jakob Poulsen har da også yndet at spille med mange af de samme spillere fra kamp til kamp, ligesom hans trupper til de forskellige kampe oftest er med de samme navne som opgøret forinden.

Senest tog han alligevel en beslutning om at skifte tre spillere i sin startellever til søndagens kamp mod FC Nordsjælland.

Den beslutning fortryder han på ingen måde, og "satset" til trods hentede AGF en 1-2-sejr og tre point med hjem til Aarhus.

Selv fortæller Jakob Poulsen, at en stor del af beslutningen om at foretage så mange ændringer skyldes, at der også blev spillet pokalbold i midtugen inden turen til Farum:

- Det kom jo på baggrund af, at vi spillede to kampe inden den (mod FCN, red.) i samme uge, og plus at det var på kunstgræs. Så det var ligesom derfor, at vi valgte at skifte lidt rundt, og blandt andet også derfor, at 'Polle' [Nicolai Poulsen] ikke skulle være med.

- Men nej, det var fedt at se, at de spillere, der blev sat i spil, også greb chancen og viste sig godt frem, og var med til at få skubbet tre sejre i hus i en svær uge. Så det var selvfølgelig dejligt, siger Jakob Poulsen til Campo og de øvrige medier på Fredensvang.

Kevin Yakob, Nicolai Poulsen og Henrik Dalsgaard gled ud af startopstillingen, mens Rasmus Carstensen, Sebastian Jørgensen og Marcus Solbakken i stedet fik plads.

Når nu AGF pludselig kan begynde at rokere i det omfang i startelleveren, er det så ensbetydende med, at kritikken af AGF's trupbredde har været konkluderet for hurtigt?

- Det ved jeg ikke, om I har været for hurtige til at konkludere. Jeg har sagt det før: Jeg synes, vi har en rigtig stærk trup.

- Jeg synes, vi har en trup, som er kompetitiv på den måde, at vi har mange spillere, som kæmper om pladserne, og som er tæt på spilletid, og som faktisk kan sige, at "jeg synes, at jeg gør det godt".

- Og det, tror jeg, er positivt for en trup. Og så er det jo klart, at vi nok ikke skal have 10 skader, men det, tror jeg heller ikke, at der er så mange trupper, der kan arbejde godt med, siger AGF-cheftræneren.

Jakob Poulsen under AGF's kamp mod Brøndby IF.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF skal i aktion næste gang søndag på hjemmebane mod Silkeborg IF. Opgøret på Ceres Park Vejlby sparkes i gang klokken 16.00, og du kan se det i TV på TV2 Sport X.

En af AGF's største profiler i denne sæson kunne forleden krydre succes'en i Superligaen med udtagelse til A-landsholdet. Det kan du læse mere om herunder.

Arnstad fik vild besked til golf med Beijmo og Tingager

Mest læste

Notifications

Notifikationer