Arnstad fik vild besked til golf med Beijmo og Tingager
Kristian Arnstad var på golfbanen, da han blev udtaget til det norske A-landshold.

📍 Campo på Fredensvang
Kristian Arnstad er udtaget til det norske A-landshold.
AGF-profilen har i den grad bidt sig fast i Jakob Poulsens startellever i denne sæson, og det er ikke gået Ståle Solbakkens næse forbi.
Således valgte den norske landstræner at tage Arnstad med til en venskabskamp mod New Zealand, og den besked fik AGF'eren, mens han var til golf med to holdkammerater.
- Det er meget fedt, og jeg er meget glad for det, fortæller Kristian Arnstad om sin landsholdsudtagelse, før han forklarer, hvordan han fik beskeden.
- Jeg var ude at spille golf med Beijmo og Tingager. De holder jo altid en pressekonference i Norge, når de udtager truppen, så der fulgte jeg med, og så så jeg mit navn der.

Den 22-årige nordmand har i forvejen et væld af U21-landskampe for Norge, hvor han også har båret anførerbinet af flere omgange.
Men selvom Kristian Arnstad nu er ved at bevæge sig ind i A-landsholdsvarmen, så gør han sig ikke umiddelbart nogen forventninger om VM-slutrunden til sommer, men fokuserer i stedet på at gøre det godt for De Hviie.
- Der er lang tid til (VM, red.). Så jeg prøver bare at holde fokus på AGF. Vi har nogle meget vigtige kampe foran os, så jeg tager bare en kamp af gangen, og så må vi se, om det sker.
Norge ligger også ganske lunt i svinget til at kvalificere sig, da man hidtil har sejret i alle sine fem VM-kvalifikationskampe, hvor det er blevet til vanvittige 24 mål, mens man kun har indkasseret tre.
Udtagelsen kommer også i kølvandet på en stribe gode præstationer for AGF, som har vundet samtlige af sine seneste syv kampe i Superligaen, og det er der ifølge Arnstad god grund til.
- Jeg tror, det er en kombination af flere ting. Vi spiller rigtig godt som hold nu. Vi spiller et system, som passer mig godt. Vi spiller god boldbesiddende fodbold, og det er til min fordel.
- Jeg føler, at jeg har arbejdet hårdt, og med det kommer der også resultater, fortæller Kristian Arnstad til Campo efter torsdagens trænings på Fredensvang.
Jakob Poulsen har heller ikke andet end roser til sin norske profil..
- Kristian har spillet en fantastisk sæson indtil videre. Han har bidraget med lidt mål og lidt assists, og så har han bare generelt spillet rigtig, rigtig godt. Han har været vigtig i vores spil uden bolden med hans intense pres, og så kan han dække utroligt store rum.
- Med bolden har han jo været dygtig til - lidt ligesom Mikael (Anderson, red.) - at tage presset af, at være en man lige kan aflevere til, som kan beskytte bolden og måske trække et frispark.
- Oven i købet har han været rigtig god i mellemrummene til at finde de gode positioner, hvor han kan få bolden og vende fremad og så få sat noget offensivt op sammen - specielt med Gift (Links, red.), fortæller Jakob Poulsen ligeledes til Campo og resten af den fremmødte presse på Fredensvang torsdag.
Før Kristian Arnstad støder til den norske A-landsholdstrup, venter der en vigtig opgave i Smilets By søndag eftermiddag, hvor Silkeborg IF kommer på besøg.
Den kamp kan du se på TV 2 Sport X, når den bliver fløjtet i gang klokken 16:00.
AGF
Norge
Jakob Poulsen
Kristian Arnstad












