Carragher saver Liverpool midt over: Slot skal vise sit værd – og pille dyr stjerne af holdet
Kritikken kommer efter to nederlag på stribe.

Liverpool har gået fra sejr til sejr i indledningen på sæsonen, men noget har været galt.
Efter fem sejre i Premier League og én i både Champions League og Carabao Cuppen er de engelske mestre løbet ind i to nederlag i træk til henholdsvis Crystal Palace i Premier League og Galatasaray i Champions League.
De to nederlag kommer ikke som en overraskelse for Liverpool-legenden Jamie Carragher, der i dén grad er ude med riven efter klubbens manager og ikke mindst den dyreste spiller i klubbens historie.
- Det her har været på vej. Det er ikke en overraskelse, og manageren er nødt til at løse det.
- Jeg synes ikke, balancen på holdet er rigtig lige nu, og den, der åbenlyst skiller sig ud, er Florian Wirtz, sagde Carragher tirsdag efter nederlaget i Istanbul og uddyber om Florian Wirtz:
- Han er bare slet ikke på niveau i øjeblikket. Han er en ung fyr, der kommer ind i en ny liga – han har masser af tid til at udvikle sig som Liverpool-spiller, men lige nu synes jeg, han skal tages af holdet. Liverpool skal tilbage til det, de var sidste sæson, og derfra bygge selvtillid og defensiv stabilitet.
- For lige nu er det et rod. Det handler ikke om nederlagene, det handler ikke om tabte kampe. Det her har været på vej fra dag ét, lød kritikken ifølge Sky Sports fra Carragher tirsdag aften.

Liverpool vandt sine alle sine første fire kampe i Premier League på mål scoret indenfor de sidste 10 minutter, og sammen med mesterskabssæsonen før sommerferien kan det have fungeret som en sovepude.
- Jeg ser ikke et tophold. Liverpool spiller ikke fodbold i øjeblikket, de spiller basketball. Det er bare frem og tilbage, og jeg synes ikke, tophold spiller på den måde.
- Jeg udtrykte det over for manageren tidligt, han ved det meget bedre end mig. Han er selvfølgelig en fantastisk manager, men lige nu er Liverpool gået fra det, jeg ville kalde et hårdtarbejdende hold sidste sæson, og de har drysset lidt stjernestøv på i form af de transfers, de har hentet ind.
- Men de har ikke vundet noget offensivt på det, men de har mistet meget defensivt, lyder kritikken fra Carrager.
Liverpool har i sommerens transfervindue hentet spillere som Alexander Isak, Florian Wirtz, Hugo Ekitiké, Milos Kerkez, Jeremie Frimpong og Giovanni Leoni, og samlet set har Liverpool ifølge Transfermarkt brugt lige godt og vel 3,5 milliarder danske kroner på nye spillere.
Selvom klubben også har solgt spillere for godt 1,6 milliarder kroner, så lægger den voldsomme aktivitet i sommerens transfervindue et pres på hollandske Arne Slot.
- Sidste sæson var en jævn og rolig rejse for dem, men nu skal manageren virkelig vise sit værd.
- Det gjorde han sidste sæson – vandt Premier League, helt utroligt. Men der er nogle problemer nu, som han er nødt til at løse, og det bliver virkelig interessant at se, hvordan han gør det, for han har brugt mange penge, lyder det fra Carragher.

Liverpool
Arne Slot












