U21-landstræner forklarer: Derfor er dansk United-komet ikke med
U21-landstræner Lars Knudsen har valgt at se bort fra dansk stortalent i denne omgang.

U21-landsholdet indledte tidligere på sommeren jagten på EM.
Nu venter to nye kampe, og truppen er udtaget.
Her er det særligt fraværet af det danske Manchester United-talent Chido Obi, der overrasker.
Han var med ved seneste landsholdssamling, men i denne omgang har landstræner Lars Knudsen kigget andre veje.
- Vi havde Chido [Obi] med sidste gang, og han gjorde et udmærket indtryk. Men lige nu vurderer vi, at der er andre, der er foran ham i forhold til at spille U21-landsholdsfodbold, siger Lars Knudsen til TV 2 Sport.
Det blot 17-årige stortalent var i sidste sæson helt oppe og være inde omkring førsteholdet i Manchester United, hvor det også blev til en håndfuld optrædener.
I denne sæson er det indtil videre blevet til flest spilminutter på storklubbens U21-hold, men det er ikke udelukkende den manglende førsteholdsfodbold, der har været afgørende for trænerteamet på U21-landsholdet.
- Hvis vi vurderer, at præstationer er til det, skal de være med hos os, uanset om det er Chido eller nogle andre. Det er udelukkende vurderet på vores vurdering af det sportslige niveau lige nu, siger Lars Knudsen til TV 2 Sport.
Der venter Danmark opgør mod Østrig og Belgien i den næste landsholdssamling, og kampene spilles den 10. oktober og den 14. oktober.

Du kan finde hele den danske U21-landsholdstrup ved at klikke på artiklen herunder:

Manchester United
Chido Obi












