Ti minutter i tanken: Havde håbet, Isaksen havde spillet mere
Gustav Isaksen er tilbage på landsholdet efter sygdom. Han har dog ikke spillet så meget, som landstræner Brian Riemer havde håbet.

Gustav Isaksen har langt fra fået nogen optimal start på sæsonen i sin italienske klub Lazio.
Danskeren har døjet med kyssesyge over sommeren og missede de to første kampe i Serie A.
Siden da har danskeren igen været at finde i Lazios trup, men indtil videre er det blot blevet til små ti minutters fodbold for den tidligere Midtjylland-spiller.
Og det er ikke optimalt, spørger man landstræner Brian Riemer.
- Lad mig være ærlig at sige, at jeg havde også set ham spille flere minutter - og håbet på det. Og det ved jeg også, at han selvfølgelig selv havde, siger landstræneren i et interview til Viaplay.
De manglende minutter skyldes også, at andre har budt sig til på Lazio-holdet i danskerens fravær.
- Han har haft et lidt svært forløb med at komme tilbage ind på holdet. Han har jo aldrig været skadet. Han havde noget sygdom. Og mens han var væk og ventede på, at tallene blev gode og han kunne spille igen, så var der en anden spiller, der spillede og har gjort det fornuftigt, ikke? Og nu prøver han at komme tilbage på holdet.

Den manglende spilletid er selvsagt anledning til panderynker hos Brian Riemer, men det har dog ikke holdt ham fra at udtage ham til landsholdet. Og det skyldes, at Gustav Isaksen har nogle kompetencer, som er en sjældenhed på det danske landshold.
- Han har nogle unikke kompetencer i form af hans en-mod-en-kvalitet og hans evne til at angribe bagrummet, som han har vist, hvor vigtig har været for vores landshold. Og der må jeg bare blankt erkende, at der har jeg ikke fundet nogen spiller, der kan udføre den opgave bedre end Gustav Isaksen, selvom han ikke spiller så meget. Og det er derfor, han er med.
Gustav Isaksen og Danmark møder Belarus og Grækenland i den kommende landholdspause. Opgørene spilles henholdsvis 9. og 12. oktober.
Christian Eriksen er tilbage på landsholdet. Det kan du læse mere om herunder.

Gustav Isaksen
Herrelandsholdet












