Officielt: Arsenal sikrer forsvarsstjerne på lang aftale
William Saliba har sat pen til papir i det nordlige London.

Real Madrid står tilbage med en lang næse.
Trods flere rygter om den spanske storklubs interesse i William Saliba, har den franske midtstopper nu valgt at forlænge sin aftale med Arsenal.
Det oplyser den engelske storklub på sin hjemmeside.
Arsenal skriver selv, at der er tale om en længerevarende aftale. Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano og flere andre medier, strækker den nye kontrakt sig til 2030.
William Saliba kom til Arsenal i sommeren 2019.
Siden er det blevet til 140 optrædener for klubben.
- Vi er så glade for, at William har bundet sin fremtid til os for at være en del af det, vi er i gang med at bygge op her. I de sidste tre sæsoner har William udviklet sig til at være en utrolig forsvarsspiller, siger sportsdirektør Andrea Berta blandt andet.

Også manager Mikel Arteta glæder sig over udsigten til fortsat at råde over sin franske styrmand mange år endnu:
- William er elsket af alle spillere og alle i staben, og det siger virkelig meget om hans karakter. Han er vokset enormt i sin tid her, og han har skabt et stærkt bånd til både vores fans og alle i klubben, siger spanieren.
Saliba er i løbet af sin tid i Arsenal også blevet fast mand på det franske landshold, hvor han nu står noteret for 28 kampe.

Arsenal












