En god defensiv vinder mesterskaber – en dårlig rykker ned Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2025

En god defensiv vinder mesterskaber – en dårlig rykker ned

Dette lidt omskrevne ordsprog kan meget vel blive en realitet, hvis man følger det, der sker i OB i øjeblikket.

Alexander Zorniger
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2025

Ti kampe er spillet og OB indtager lige nu en af de to nedrykningspladser i Superligaen.

Nuvel, der er stadig masser af point at spille om, men udviklingen i spillet og ikke mindst det antal mål, OB lukker ind, er yderst bekymrende for de blå- og hvidstribede.  

I søndags led fynboerne endnu et stort nederlag på hele 5-1 i Brøndby og fakta er, at de har lukket 27 mål ind indtil nu. Det giver et snit på lige under tre mål pr. kamp og fortsætter det, hedder det 1. division i næste sæson.

Efter kampen var det en tydelig frustreret Alexander Zorniger, der både gav en meget tydelig besked til spillerne inde på banen og et interview til Viaplay, hvor han, efter min mening, var meget aggressiv over for journalisten, som ellers stillede nogle meget fair spørgsmål. Jeg synes, det virkede som en træner, der i nuet følte sig en smule magtesløs.

Jeg var en af mange, der syntes, at det var rigtig godt hentet, da OB ansatte Zorniger. En erfaren og autoritær træner, der kan sætte en tydelig retning og som ved, hvad han vil.

Men selvom han er krævende, kan man ikke skælde sig ud af problemerne, hverken over for spillere eller journalister, når planen og spillestilen ikke fungerer.

Det tror jeg ganske enkelt ikke på, har den ønskede effekt på banen, for spillerne gør, hvad de kan – de kan bare ikke udføre det.  

Zorniger er skuffet: Kunne have skiftet alle pånær to spillere

Her er mit bud på fire grunde til, at OB ikke kan udføre den spillestil, Zorniger kræver:

1.      For dårligt første pres

Hvis man som hold gerne vil presse højt og aggressivt, så kræver det et godt første pres, og her halter det gevaldigt for Jay-Roy Grot og Noah Ganaus.

De er dygtige spillere, men presspillet er ikke deres spidskompetence, og det betyder, at OB’s bagerste folk er nødt til at falde og passe mere på bagrummet, og dermed bliver holdet alt for udspredt, hvilket giver alt for store områder at dække for Ismahila Quedraogo og Rasmus Falk på midten.

Rent strukturelt er det også svært at presse højt i en 3-5-2 opstilling, da der ofte vil være plads på siden af de to angribere, så en formationsændring kan meget vel også være i spil, hvis første presset skal forbedres.

2.      For dårligt individuelt forsvarsspil.

OB har valgt at spille med tre midtstoppere for at gardere mere og i rigtig mange situationer, så er de nok spillere tilbage for at forsvare feltet.

Men det individuelle forsvarsspil har ganske enkelt være for dårligt både ift. at vinde dueller og positionere sig hensigtsmæssigt når, de skal forsvare målet.

Det er en skidt følelse, man får som hold, når modstanderne nærmest bare skal op i OB’s felt for at score mål.

Odense Boldklub på hjemmebanen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

3.      De bedste spillere bruger kræfterne forkert

Jeg synes, at OB har to fantastiske fodboldspillere i Fiete Arp og Rasmus Falk. Men på grund af af den meget krævende og direkte spillestil, så synes jeg ikke, de kommer nok i spil med det, de er bedst til.

For mig at se, så mangler de noget overskud til at vise den klasse og kreativitet, som vi ved de besidder. Det kræver selvfølgelig også, at OB kan dominere endnu mere med bolden og få noget ro ind i deres spil, og dertil har opbygningsspillet også manglet noget kvalitet.

Her kan man sige, at den meget direkte stil nogle gange også kan gøre spillet mere hektisk, end hvad godt er.

4.      De store nederlag suger selvtilliden ud af holdet

Tro og selvtillid kan af og til flytte bjerge, men når målene sejler ind, som de gør, så kommer tvivlen ind på et fodboldhold.

Tvivlen på, om man er god nok og om måden, man gør tingene på, er den rigtige. Der spreder sig en usikkerhed som forplanter sig i hele holdet og derfor bliver der også truffet nogle usædvanlige dårlige beslutninger, som vi så i den seneste kamp mod Brøndby.

Selvom spillerne i mange tilfælde er nok til at forsvare, så bliver der tøvet. Og når man tøver, så vinder man ikke sin duel eller man kommer ikke ned i den rigtige position.

Rasmus Falk frustreret i OBs kamo mod Brøndby
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af de fire årsager mener jeg, at Zorniger og OB er nødt til at tilpasse stilen til den trup og de spillere, der er til rådighed, hvis de skal have en chance for at komme tilbage på sporet.

Jeg har stor respekt for Zorniger som træner, og jeg tror stadig, at han er manden, der kan vende det for OB – også inden det næste transfervindue, hvor der nok bliver investeret yderligere i defensive forstærkninger.

Jeg vil med spænding følge hvilke ændringer, der bliver foretaget - allerede i næste kamp, når OB tager imod Sønderjyske Fodbold på hjemmebane.

Hvad er det for noget tryllestøv, Jakob Poulsen har drysset på AGF?

Mest læste

Notifications

Notifikationer