Sunderland med drømmestart i PL – Kun overgået af to oprykkere
Kun to oprykkere er kommet bedre fra start i Premier Leagues historie.

Havde man tilbudt Regis Le Bris 11 point i sæsonens første seks kampe, så havde fransmanden nok taget imod.
Sunderland-cheftræneren har bare lidt ét nederlag i sæsonens første seks kampe i Premier League, og senest blev det til en 0-1-sejr over Nottingham Forest lørdag.
I alt har The Black Cats skrabet 11 point sammen, hvilket er nok til en øjeblikkelig femteplads.
Det er også nok til at bringe Sunderland helt op i toppen, hvis man kigger på Premier League-oprykkeres sæsonstart siden den første sæson i 1992-93.
Ifølge BBC er det kun Nottingham Forest i 1994-95-sæsonen og Blackburn Rovers i 1992-93-sæsonen, der med hver 14 point har fået en bedre sæsonstart end Sunderland efter seks kampe.

De 11 point er en tangering af i alt seks andre oprykkeres sæsonstart, og der er gode nyheder, hvis man kan lide at se Stadium of Light som Premier League-stadion.
Indtil nu er ingen hold, der i sæsonens første seks kampe har fået 11 eller flere point, nemlig rykket ud af Premier League, selvom Hull i 2008-09-sæsonen skulle helt hen til sidste spillerunde for at sikre overlevelse med 35 point.
Sammen med sæsonens to øvrige oprykkere, Leeds og Burnley, har Sunderland hevet samlet 23 point hjem i sæsonindledningen, og det er kun gjort bedre fem gange tidligere i Premier Leagues snart 33-årige historie.
Statistisk tegner det lovende for oprykkerne, for i de sæsoner, hvor oprykkerne har klaret sig godt, er det lykkes mindst to ud af tre oprykkere at sikre overlevelse.
Det vil være i stærkt kontrast til de seneste to sæsoner, hvor oprykkerne i begge tilfælde er rykket direkte ned i Championship igen.
Burnley
Leeds United












