Økonomisk mareridt: Championship-klub kan igen ikke betale sine spillere
Sheffield Wednesday har store økonomiske udfordringer.

Spillerne i Sheffield Wednesday er efterhånden vant til det, men sjovt er det næppe.
For femte gang i de sidste syv måneder er Sheffield Wednesday nemlig angiveligt ikke i stand til at betale sine ansatte til tiden.
Tirsdag skal der udbetales løn for september, men ifølge den velinformerede engelske journalist Ben Jacobs har Sheffield, der har danske Henrik Pedersen som cheftræner, informeret sine spillere, at at lønnen ikke vil falde til tiden.
Sheffield har endnu ikke selv meldt noget ud om situationen.
Tidligere på året meldte klubben dog ud, at de økonomiske udfordringer er på grund af ejeren og hans aktiviteter i øvrige virksomheder - og altså ikke på grund af, at klubben skulle skrabe bunden af pengekisten.
Sheffield ejes af den thailandske forretningsmand Dejphon Chansiri.

Onsdag aften spiller Sheffield mod Birmingham City, men om kampens afvikling vil blive påvirket af den forsinkede lønudbetaling er uvist.
Sheffield Wednesday indtager aktuelt 23. pladsen i den næstbedste engelske række med fem point i syv kampe.














