Burnley-spiller laver to selvmål i endnu en Haaland-opvisning
Maxime Estève vil nok gerne glemme dagens nederlag hurtigt.

Manchester City hentede en sejr hjemme mod Burnley, hvor Burnleys stopper Maxime Estève kom i fokus med to selvmål.
Efter 12 minutters spil sendte franskmanden bolden i eget net for første gang. Jérémy Doku kom igennem Burnley-forsvaret, hvor han afsluttede hårdt inde i feltet. Målmand Martin Dúbravka reddede forsøget, men returen faldt lige ud til Maxime Estève, der sendte bolden direkte i eget net.
Kort før pausen fik Burnley dog udlignet, da Quilindschy Hartman fandt Jaidon Anthony i boksen, som køligt sendte bolden ind bag Gianluigi Donnarumma.
Efter en times spil kom Manchester City igen i front, da Erling Haaland fandt Matheus Nunes, som gjorde det til 2-1.
Få minutter senere kom 23-årige Estève igen i fokus, da han endnu en gang sendte bolden i eget net.

Matheus Nunes blev spillet fri i højre side af banen, hvor han sendte et fladt indlæg på tværs af feltet. Den bold kom Estève først på, hvilket resulterede i en scoring til 3-1.
Erling Haaland ville naturligvis også lege med. I kampens slutning lavede han hurtigt to kasser, hvilket betød, at Manchester City slog Burnley 5-1.
Med sejren har Manchester City ti point efter seks kampe i Premier League.
En anden Premier League-klub har fyret træneren og ansat en ny.

Erling Haaland
Manchester City
Burnley












