Slot afviser hård Ekitike-straf efter dumhed Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Slot afviser hård Ekitike-straf efter dumhed

Hugo Ekitike har hverken fået en bøde eller er blevet straffet på anden vis i Liverpool.

Hugo Ekitike jubler ved at tage sin trøje af.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Hugo Ekitike lod følelserne løbe af med ham.

Sådan lød hans egen forklaring, efter han blev udvist i de døende minutter af opgøret mod Southampton i Carabao Cup.

Efter at have scoret til 2-1 i det 85. minut valgte han at fejre det ved at tage sin trøje af.

Det kostede vanen tro et gult kort. Desværre for franskmanden havde han allerede tidligere i kampen raget en advarsel til sig, så han måtte forlade banen med et rødt kort.

Efterfølgende lagde Liverpool-manager Arne Slot ikke skjul på, at det ganske enkelt var dumt gjort af Ekitike.

Det har fået rygter om hårde interne straffe til at se dagens lys, herunder at Ekitike skulle være blevet tildelt af bøde af klubben.

De rygter maner Arne Slot dog til jorden på et pressemøde fredag.

- Nej. Hvis disciplineret betyder, at jeg har taget en snak med ham, så er han blevet disciplineret - men det mener jeg ikke, at det betyder. At blive disciplineret betyder en bøde, og det har han ikke fået.

- Det han gjorde var ikke særlig smart, hvilket han også selv indså med det samme, så han undskyldte til sine holdkammerater. Han er ung og spillere i alle aldre begår fejl, ligesom han gjorde her. Men vi begår alle fejl, og det må man også gerne i den her klub, uden at man får en bøde, siger Arne Slot.

Hugo Ekitike jubler ved at tage sin trøje af.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Den hollandske manager benyttede samtidig muligheden til at sende roser i retning af Ekitike, som er ganske vellidt i Liverpool.

- Han er et fantastisk menneske. Hvis du talte med alle medlemmerne af staben og spurgte dem om top tre varmeste og høfligste personer, så tror jeg, at de alle ville have ham i top tre.

Liverpool spiller igen næste gange lørdag klokken 16.00 ude mod Crystal Palace.

Du kan se den omtalte situation i videoen øverst i artiklen

Mest læste

Notifications

Notifikationer