En kæmpe karriere: Sergio Busquets stopper
Sergio Busquets er snart færdig som professionel fodboldspiller.

Tidligere på ugen så rygterne om Sergio Busquets' karrierestop dagens lys.
Tidligt fredag morgen dansk tid bekræfter han nu selv på Instagram.
Den 37-årige spanier lægger støvlerne på hylden, når MLS-sæsonen denne vinter er færdigspillet.
Dermed bliver det enden på en næsten 20 år lang karriere på topplan.
- Fodbold har givet mig utrolige oplevelser med de bedste rejsekammerater.
- Tak til FC Barcelona, klubben i mit liv. Det var der, jeg opnåede min barndomsdrøm om at bære den trøje, jeg elskede. Jeg fejrede mange titler, som jeg aldrig vil glemme.
- Tak til det spanske landshold. Det var en ære at repræsentere landet så mange gange og opnå de bedrifter, som altid vil have en plads i mit hjerte.
- Tak til Inter Miami, for at lade mig være en del af en ny og voksende klub.
- Tak til alle dem, jeg delte de store oplevelser med. Det bedste ved det hele har været jer. Det her bliver mine sidste måneder på banen. Jeg går på pension som virkelig glad, stolt og opfyldt, skriver han i en video med nogle af hans højdepunkter fra karrieren.

Sergio Busquets kommer formentlig til at gå over i historien som en af verdens bedste og samtidig mest undervurderede midtbanespillere.
Mens stjerner som Iniesta, Xavi og Messi tit og ofte løb med opmærksomheden i Barcelonas storhedstid, stod Busquets kamp efter kamp lige bagved som en stille dirigent og forudseende oprydningsmaskine.
Hans evne til at få fodbold til at se let ud har altid været bemærkelsesværdig, og som årene er gået har han også i højere grad fået tilskrevet sig sin andel af æren for den enorme succes, som han i Barca var med til at opnå.
Han kan kigge tilbage på en karriere, der på klubplan kastede blandt andet tre Champions League-titler og ni spanske mesterskaber af sig.
Med det spanske landshold nåede han at vinde VM i 2010 og EM i 2012.
I alt blev det til 722 kampe i Barcelona og 105 kampe for Inter Miami, mens han står noteret for 143 kampe for Spanien.
FC Barcelona
Inter Miami













