Brøndby henter assistenttræner med Premier League-erfaring
Brøndby IF har udvidet trænerstaben.

Brøndby IF har hentet sig endnu en assistenttræner.
Der er denne gang tale om 44-årige Ben Dawson.
Endnu en gang er der tale om et velkendt ansigt for cheftræner Steve Cooper.
De to har nemlig arbejdet sammen i Leicester tidligere, hvor Brøndby-assistent Alan Tate i øvrigt også var at finde på samme tidspunkt.
Leicester er samtidig også den klub, som Ben Dawson senest har opholdt sig i.
Størstedelen af hans erfaring stammer dog fra Newcastle, hvor han sammenlagt har tilbragt 11 år i forskellige roller, men primært omkring ungdomsfodbold.
I halvandet år var han dog assisterende manager for Premier League-mandskabet.
- Brøndby handler om fællesskab, familie og hårdt arbejde. Det er tre værdier, der hele vejen igennem ræsonnerer med, hvad jeg selv kommer fra og står for. Jeg er selv ‘Geordie’ - fra det nordøstlige England - og her er netop de tre værdier pejlemærker i livet og hverdagen. Jeg tror fuldt og fast på, at man kan nå utrolig langt, når de tre elementer går op i en højere enhed. Derfor var det en no-brainer og enormt meningsfuldt for mig at sige ja til muligheden for at arbejde i Brøndby.

- Jeg kender Steve og Alan fra tidligere, og jeg glæder mig til at samarbejde med dem igen. På samme måde ser jeg frem til at prøve mig selv af i et nyt land og en ny kultur. Det er både en stor forpligtelse og en stor udfordring. Hvor jeg kommer fra er Brøndby det første der rammer tankerne, når nogen nævner dansk fodbold. Nu glæder jeg mig til at opleve klubben og ikke mindst fansene indefra og til at gøre mit for at hjælpe klubben mod sejre og titler, fortæller Ben Dawson til Brøndby IF's egen hjemmeside.
Assistenttrænerteamet i Brøndby består nu af Alan Tate, Henrik Hansen og Ben Dawson.

Brøndby IF












