De største ‘one season wonders’ i Superligaen og Europa Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

De største ‘one season wonders’ i Superligaen og Europa

Nogle spillere brager igennem i én enkelt sæson. Her er de største one season wonders i Superligaen og Europa.

Robert Skov, Michu og Tanguy Ndombele er one season wonders
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS
Robert Skov, Michu og Tanguy Ndombele er one season wonders
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix / Rebecca Naden/Reuters/Ritzau Scanpix / Emmanuel Foudrot/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvem er de største one season wonders i Superligaen og Europa?

Altså spillere der bragede igennem i en enkelt sæson, men som aldrig lykkedes med at genfinde det niveau, som gjorde dem til stjerner for en enkelt sæson.

Nogle af spillerne har givetvis haft flere gode sæsoner, men det hører med i vurderingen, om toppræstationerne har fundet sted på den øverste hylde.

Herunder kigger vi på nogle af de spillere, som lignede stjerner in spe, men som aldrig kunne følge op på det tårnhøje niveau, de lagde for dagen i en enkelt sæson.

De største one season wonders: Superligaen

Robert Skov

Her er de største one season wonders: Robert Skov jubler
Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018

Det er måske en smule unfair at kalde Robert Skov for et one season wonder.

Silkeborgenseren har trods alt haft en flot karriere i tysk fodbold og har været på landsholdet ad flere omgange.

Dog havde Robert Skov en sæson i den danske Superliga, som overskred selv de vildeste fantasier. En sæson, som han aldrig er kommet i nærheden af siden.

Da Skov kom til F.C. København fra Silkeborg IF, var det velkendt, at der sad et godt venstreben på den vævre kantspiller. Men i den første halvsæson for hovedstadsklubben lynede Skov kun én enkelt gang.

I sæson efter tog fanden dog ved Robert Skov. Her scorede han ufattelige 29 mål i Superligaen for 'Løverne', hvilket var ny rekord i den bedste danske række. Hele otte af dem blev sat ind på direkte frispark!

Specielt ved juletid havde Skov gang i et veritabelt vanvidsridt. I de fire kampe før vinterpausen scorede Skov ni mål. Og da sæsonen startede op igen i februar, begyndte kantspilleren forårssæsonen med et hattrick imod Odense Boldklub. Og da fløjten havde lydt for sidste gang i sæsonen, havde Robert Skov slået en scoringsrekord, der havde stået siden 1998. Ebbe Sands målrekord på 28 kasser var overgået.

Et stort skifte til Bundesligaen fulgte naturligvis sommeren efter, men her stoppede løjerne imidlertid for Robert Skov. For Hoffenheim og Union Berlin har Robert Skov sammenlagt blot scoret 17 gange på tværs af alle turneringer de seneste seks år. En stor kontrast til den sæson, der blæste alle rekorder omkuld.

Det hører med til historien, at Robert Skov i sin tid i Tyskland er blevet rykket længere tilbage på banen, men de 29 ligamål, Skov scorede i 2018/19-sæsonen, står stadig som en af de største individuelle sæsoner i Superligaens historie. En sæson, som Robert Skov ikke for alvor er kommet i nærheden af siden.

Du kan se alle kantspillerens mål fra rekordsæsonen her.

Pål Kirkevold

Her er de største one season wonders: Pål Kirkevold i aktion for Hobro
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Pål Kirkevold var med til at bombe Hobro op i Superligaen i 2016/17-sæsonen, men hvad den norske angriber præsterede i den efterfølgende Superliga-sæson, var der næppe nogen, der kunne have spået om.

22 mål for nordjyderne blev det til i en sæson, hvor Pål Kirkevold slog rekord og scorede i 11 kampe i træk. En rekord, der stadig står, og som kastede kælenavnet 'Mål-Pål' af sig.

Frispark, straffespark og tap-ins - Pål Kirkevold scorede på det hele.

Ikke overraskende blev Pål Kirkevold også Superligatopscorer i sæsonen, hvor Hobro dog glippede mesterskabsspillet.

Det er dog ikke mange rekorder, nordmanden har været i nærheden af siden.

For siden da har angriberen ikke haft en sæson, hvor han er kommet over otte sæsonscoringer.

Mads Hvilsom

Her er de største one season wonders: Mads Hvilsom jubler
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

En anden Hobro-spiller, der gjorde sig bemærket i Superligaen, var Mads Hvilsom.

Da Hobro rykkede op i Superligaen for første gang i 2014, var det allerede en sensation. Men hvad de præsterede i det fineste selskab, var mindst lige så sensationelt.

Sejre over OB, Brøndby og F.C. København - den sidste endda i Parken - diskede de undertippede oprykkere blandt andet op med i efteråret, og i midten af det hele, var Mads Hvilsom.

Han endte sæson på 16 scoringer og skrev sig dermed ind som nummer to på topscorerlisten - kun overgået af Martin Pusic med 17 kasser.

Men den fine sæson kunne Hvilsom ikke siden replikere.

Sæsoner i Tyskland og Norge fulgte, men målscoringen kunne ikke stå på mål med det, Hvilsom havde præsteret i Hobro. Han vendte dog hjem og fik en smule gang i målscoringen igen - dog i landets næstbedste række.

Thomas Dalgaard

Her er de største one season wonders: Thomas Dalgaard i aktion for Sønderjyske
Superligakamp mellem FC Nordsjælland og Sønderjydske. Fredag den 17. juli 2015. Her det FC Nordsjællands Patrick Mtiliga og Sønderjyskes Thomas Dalgaard

Ret skal være ret: Thomas Dalgaard har haft flere gode sæsoner i de danske rækker. Men kun én er kommet på det højeste niveau.

Selvom Thomas Dalgaard havde været brandvarm i den danske 1. division med 27 mål i 2012/13-sæsonen, var der mange, der løftede øjenbrynene, da angriberen sæsonen efter proklamerede, at han sagtens kunne blive topscorer i Superligaen også.

Til maj var spådommen dog en realitet. 18 gange havde angriberen lynet i landet bedste række og kunne nu kalde sig topscorer i Superligaen.

Det blev dog også sidste gang, angriberen kunne tage den titel på sig.

Med et skifte til hollandsk fodbold og SC Heerenveen tørrede målene en smule ud, og Thomas Dalgaard genfandt aldrig den form på det højeste niveau, der gjorde, at han selvsikkert kunne spå om sin egen topscorertitel.

Jores Okore

Jores Okore for Aston Villa
Ed Sykes/Reuters/Ritzau Scanpix

I 2012 gjorde Jores Okore nærmest rent bord. Superliga-vinder, årets talent ved Dansk Fodbold Award, årets talent kåret af spillerforeningen, årets U21-pris hos DBU samt en landsholdsdebut. Desuden høstede han store roser for sine præstationer i Champions League imod Chelsea. Blandt andre Frank Lampard og Petr Cech kastede flotte gloser efter midtstopperen.

Det kastede et stort skifte til Premier League og Aston Villa af sig, men her kunne Jores Okore ikke følge op på den form, han viste i Superligaen.

Et skifte tilbage til dansk fodbold og F.C. København fulgte, hvor han skulle få karrieren tilbage på ret køl. Men hverken her eller siden i AaB kunne forsvarsspilleren genfinde det niveau, han havde lagt for dagen tidligere i sin karriere.

De største one season wonders: Premier League

Michu

Her er de største one season wonders: Michu jubler
Rebecca Naden/Reuters/Ritzau Scanpix

Michu er ofte det første navn på folks læber, når begrebet one season wonder bliver nævnt. Den spanske angriber kom til Michael Laudrups Swansea fra Rayo Vallecano i hjemlandet, og han ramte den engelske liga med et brag.

Allerede otte minutter inde i debuten kunne Michu åbne sin målkonto mod Qeens Park Rangers. Og inden opgøret var slut, havde han føjet et ekstra til.

Med to mål i de næste to kampe er det fair at sige, at den lange spanier fik en flyvende start i Premier League.

Ved årsskiftet var han noteret for 13 scoringer i den bedste engelske række. Og da sæsonen sluttede havde angriberen fra Oviedo nettet 18 gange.

Læg dertil, at Michu garnede en gang i FA Cuppen og tre gange i liga-cuppen - en turnering, Swansea endte med at vinde.

Med andre ord var Michu en bragende succes i England, og i den efterfølgende sommer blev han rygtet til nogle af de største adresser.

Han skulle dog ingen steder. Og det var måske en fejl.

Skader og fyringen af Michael Laudrup blev en hæmsko i Michus anden sæson, der blot bød på sølle to scoringer i Premier League.

Året efter gik turen til Napoli, men heller ikke her kunne han genfinde målformen. Faktisk kom han aldrig på tavlen for den Italienske klub.

Herefter gik turen til hjemlandet uden nævneværdig succes, inden Michu gik på pension i en alder af 31 år.

Roque Santa Cruz

Her er de største one season wonders: Roque Santa Cruz jubler
Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Selvom Roque Santa Cruz har en ganske hæderlig trofæhøst, slipper han dog ikke uden om, at han i sin karriere kun noterede sig for én enkelt fantastisk sæson.

Den paraguayanske angriber kom til Blackburn Rovers fra Bayern München i 2007. I Sydtyskland havde han skovlet et hav af trofæer sammen, men som angriber havde han aldrig scoret mere end fem ligamål på en sæson.

Det ændrede sig dog, da han kom til England. Og med et brag endda.

I sin første sæson for 'the Rovers' noterede angriberen sig for intet mindre end 19 scoringer i Premier League.

Men lige så hurtigt festen var startet for Roque Santa Cruz, lige så hurtigt stoppede den igen.

Sølle fire mål blev det til sæsonen efter. Efter et skifte til spansk fodbold genfandt han lidt af formen, men han kom aldrig op på et tocifret antal scoringer i de europæiske ligaer igen.

Det har dog øjensynligt ikke taget fodboldglæden fra ham. 44-årige Roque Santa Cruz er nemlig stadig aktiv fodboldspiller i den bedste række i hjemlandet Paraguay.

Papiss Cisse

Her er de største one season wonders: Papiss Cisse jubler
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Papiss Cisse lignede et decideret røverkøb, da han kom til Newcastle i Januar 2012. Her scorede den senegalesiske angriber utrolige 13 mål på 14 kampe i foråret.

Det var dog ikke et niveau, angriberen kunne holde. Sæsonen efter scorede han blot otte mål i 36 kampe for 'the Magpies. Og sæsonen efter kun to i 24 kampe. Han fik dog lidt oprejsning i 2014/15- sæsonen, hvor han kom op på 11 fuldtræffere, men med blot tre mål sæsonen efter, blev angriberen sendt til Tyrkiet.

Her fik han gang i målscoringen igen, men han vil for altid være bedst kendt for sine første seks måneder i England, hvor han brændte banen fuldstændig af.

Andy Carroll

Her er de største one season wonders: Andy Carroll jubler
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Der var mange der spærrede øjnene op, da Liverpool i vinteren 2011 valgte at punge eftertrykkeligt ud for den unge Andy Carroll. Hele 41 mio. euro valgte Merseyside-klubben at smide efter den tårnhøje 'Geordie'. Men måske var der en mening med galskaben.

Sæsonen forinden havde Carroll spillet en stor rolle i Newcastles oprykning til Premier League, og i efteråret havde angriberen vist vanvittig målform.

11 scoringer og otte assist var det blevet til i 19 kampe i Premier League, inden Liverpool bankede på.

Men Andy Carroll genfandt aldrig et niveau, der kom i nærheden af det, han viste i efteråret 2010.

11 mål i 58 kampe blev det til for Liverpool, inden turen gik forbi en række engelske klubber inden han skiftede til Bordeaux i den fjerdebedste franske række. I dag spiller han i Dagenham & Redbridge i den sjettebedste engelske række.

De største one season wonders: Bundesligaen

Grafite

Her er de største one season wonders: Grafite jubler med Dzeko
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Wolfsburg havde sig en decideret monstersæson i 2008/09, hvor de vandt det tyske mesterskab.

Og det var specielt to herrer, som var i midten af det hele for Wolfsburg.

De to angribere, Grafite og Edin Dzeko, var intet mindre end ustyrlige i sæsonen, hvor de scorede henholdsvis vanvittige 28 og 26 mål.

Undervejs scorede Grafite et ikonisk mål, som man ikke må snyde sig selv for.

Edin Dzeko fik sidenhen en fornem karriere i europæisk fodbold, hvor han var forbi fine adresser som blandt andre Manchester City og Inter.

Hans angrebsmakker Grafite fik dog ikke nær samme succes efterfølgende.

Efter Wolfsburg, hvor han aldrig fik nettet til at blafre med samme jævne mellemrum som i mesterskabssæsonen, skiftede han til De Forenede Arabiske Emirater. Her bombede han på livet løs igen - men: det var i en liga, som i skrivende stund er rangeret som nummer 52 på verdensplan.

Luka Jovic

Her er de største one season wonders: Luka Jovic knytter næven
Foto: Ralph Orlowski/REUTERS

Luka Jovic var her, der og alle vegne i 2018/19-sæsonen.

I Bundesligaen scorede angriberen 17 gange og kunne føje yderligere seks assists til sit navn.

Også ude i Europa gjorde serberen sig bemærket. Her scorede han utrolige 10 gange i 14 Europa League-kampe, hvor Eintracht Frankfurt nåede hele vejen til semifinalen.

Bejlerne stod naturligvis i kø efter sæsonen, men et skifte til mægtige Real Madrid kom måske en postgang for tidligt. I hvert fald blev angriberen kun noteret for syv scoringer i de tre sæsoner, han fik i kongeklubben.

Siden da har Jovic været et smut over Italien, men heller ikke her har angriberen genfundet den form, der gjorde ham til et af de hotteste transferemner i 2019.

De største one season wonders: LaLiga

Dani Güiza

Dani Güiza peger mod himlen
Foto: Miguel Vidal (SPAIN)/REUTERS

Da Dani Güiza vendte hjem til Mallorca i 2007, var der ikke mange, der tog notits af transferen.

Da sæsonen var slut, var der dog nærmest ikke en klub, der ikke tog notits af den 27-årige angriber.

Dani Güiza havde fundet vej til netmaskerne ikke færre en 27 gange, hvilket naturligvis kastede en topscorer titel af sig.

Det kastede også en udtagelse til Spaniens EM-trup af sig, hvor angriberen kunne føje yderligere to scoringer til sin sæsontotal.

Verden lå åben for angriberen, men efter et skifte til tyrkisk fodbold, kom angriberen ned på jorden igen.

Her satte han et par udmærkede sæsoner sammen, hvor han to gange ramte 11 ligamål, men han kom aldrig igen i nærheden af det niveau, han viste i den ene sæson for Mallorca.

Lucas Perez

Lucas Perez i aktion for Arsenal
John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

Endnu en spanier, som brændte banen af i en enkelt sæson, er Lucas Perez.

Offensivspilleren havde haft en lidt atypisk start på karrieren, hvor turen var gået over Ukraine og Grækenland, før Lucas Perez endte i hjemlandet igen hos Deportivo de la Coruña i 2015/16.

Det skifte viste sig dog at være et godt match. I den følgende sæson stod spanieren bag intet mindre end 27 mål - 17 mål og ti assists - hvilket fik Arsenal til at punge 20 mio. euro ud for Perez.

Om det var klimaet, maden eller noget tredje vides selvfølgelig ikke, men offensivspilleren fandt sig aldrig til rette i den bedste engelske række.

Skifter til flere spanske klubber fulgte, men Lucas Perez har aldrig siden vist det niveau, han gjorde i sin brandvarme sæson.

I 2023/24-sæsonen viste han dog igen fine takter for Deportivo de la Coruña, hvor han noterede sig for 29 målinvolveringer - det var dog i landets tredjebedste række.

De største one season wonders: Ligue 1

Nicolas Pepe

Her er de største one season wonders: Nicolas Pepe kontrollerer bolden
Pascal Rossignol/Reuters/Ritzau Scanpix

Der var tårnhøje forventninger til Nicolas Pepe, da han skiftede til Arsenal for svimlende 80 mio. euro.

Sæsonen forinden havde kantspilleren nemlig brændt den franske liga fuldstændig af. 22 mål og 11 assist i 38 kampe var det blevet til for ivorianeren, der nærmest kunne vælge og vrage mellem klubber den følgende sommer.

Han fandt dog aldrig formen igen i det engelske.

Efter tre forholdsvis magre år i Arsenal skiftede Pepe til OGC Nice på en lejeaftale, og heller ikke her kunne han få gang i scoringen igen.

Fire år efter, at Arsenal havde kastet svimlende summer efter offensivspilleren, skiftede han til Tyrkiet på en fri transfer.

Tanguy Ndombele

Tanguy Ndombele i duel med Raheem Sterling
John Sibley/Reuters/Ritzau Scanpix

Disse dage er Tanguy Ndombele måske bedst kendt for sine disciplinære problemer fremfor spillet på banen.

En burger-relateret kontrovers har kastet det lidet flatterende øgenavn 'Ndombelly' af sig. Desuden har Jamie Carragher engang sagt om midtbanespilleren, at "enten kan han ikke løbe, eller også gider han ikke'.

Det var svært at spå om, at det skulle ende sådan for Tanguy Ndombele, for i 2018/19-sæsonen var han decideret elektrisk for Olympique Lyon.

Efter en perlerække er dominerende midtbanepræstationer i Champions League, stod storklubberne i kø. Ndombele, der blev valgt til årets hold i Champions League, kunne frit vælge mellem klubber som Barcelona, Bayern München og Manchester City.

Valget faldt dog på Tottenham, der måtte slippe 62 mio. euro for manden, der skulle erstatte Mousa Dembele på midtbanen.

Det ville være synd at sige, at den dengang 22-årige Ndombele fik forløst sit potentiale. Siden monstersæsonen er karrieren godt og grundigt kørt af sporet, og i en alder af 28 er han nu tilbage i Frankrig på en fri transfer til OGC Nice.

Liga Portugal

Renato Sanches

Renato Sanches jubler
Michael Dalder/Reuters/Ritzau Scanpix

Den sidste mand på listen, hvis karriere er kørt godt og grundigt af sporet, er Renato Sanches.

Portugiseren bragede ind på scenen i 2015/16-sæsonen, hvor den dengang 18-årige midtbanemand spillede en stor rolle på et Benfica-hold, der vandt både mesterskabet og cup-turneringen i hjemlandet.

Det kastede en plads i Portugals EM-vindende trup af sig, og intet mindre end prisen som Golden Boy - Europas største talent.

Verden lå åben for den unge midtbanespiller, der efter EM skiftede til mægtige Bayern München.

Her fandt Renato Sanches dog aldrig melodien, og allerede året efter skiftede portugiseren til Swansea på en lejeaftale. Det viste sig at være en god indikator på, hvor karrieren var på vej hen.

Han har sidenhen genfundet en smule form i Lille og PSG, men i indeværende sæson er den forhenværende Golden Boy at finde på en lejeaftale i Panathinaikos - langt fra de tinder i europæisk fodbold, han ellers var udset til.

Det er langt fra alle spillere, der kun brænder banen af i en enkelt sæson. Herunder er en liste over de mest scorende spillere i Superliga-historien:

Unik liste: Disse spillere har scoret flest mål i Superligaen

Mest læste

Notifications

Notifikationer