BIF-komet vraget på ny: Jeg skal bevise mit værd
Den unge Brøndby-dynamo var for anden gang fravalgt til Steve Coopers startopstilling.

For anden kamp i træk var Noah Nartey forvist til bænken, da Brøndby tabte med 0-1 ude mod AGF i Superligaen.
Dermed har Steve Cooper stadig ikke fundet plads til det unge stjerneskud i sin startopstilling, selvom Nartey dog er kommet ind i begge opgør.
Efter kampen var der dog tydeligvis en smule skuffelse at spore hos den 19-årige Brøndby-spiller, da han talte med Viaplay.
- Jeg vil selvfølgelig gerne spille alle kampe, og man bliver selvfølgelig altid skuffet over at starte ude. Jeg gjorde mit for at hjælpe holdet, siger Noah Nartey til Viaplayl
Noah Nartey skal tilsyneladende kæmpe en anelse hårdere for at få spilminutter, end tilfældet var under Frederik Birk.
Men det tager han blot som en udfordring.
- Jeg skal bevise mit værd, tror jeg. Både til træning og til kamp, og så er det jo op til ham at vælge i sidste ende, siger Noah Nartey til Viaplay.
Noah Nartey har været involveret i samtlige af Brøndbys ni kampe i Superligaen i denne sæson.
I sidste sæson blev det til 27 optrædener med tre mål og fem oplæg til følge.

Han får chancen for at få sin første startplads under Steve Cooper, når holdet møder B.93 i Oddset Pokalen på onsdag.
Der er kampstart klokken 20.45.

AGF
Brøndby IF
Noah Nartey












