Trods ét point i fem kampe for dansk manager: Drengene har trænet virkelig godt
Den danske managers mandskab er uden sejr i sæsonen.

Danske Henrik Pedersens Sheffield Wednesday er uden sejr i denne sæson af Championship.
Ét point i fem ligakampe er det blevet til, hvor der dog har været en pokalsucces ind i mellem, da det lykkedes danskerens mandskab at slå Leeds United ud af cuppen.
I dag, lørdag den 20. september, gælder det så Portsmouth i jagten på sæsonens første ligasejr. Og det vil kræve en sammenhængende præstation med fokus over hele kampen, lyder det.
- De er det hold, der løber mest, laver flest sprint, flest accelerationer i ligaen, og vi skal matche den intensitet gennem hele kampen - ikke kun i perioder, sagde danskeren til pressemødet forud for kampen.
- De har individuelle trusler, og de er ligeledes stærke på andenboldene, men også aggressive i at vinde boldene tilbage.

Selvom det lyder som en opgave, der kræver en god dag for Henrik Pedersens tropper, så er har han set gode takter fra sit mandskab.
- Drengene har trænet virkelig godt med høj intensitet, høj disciplin og høj energi, så de er klar, afsluttede den danske manager.
Portsmouth, der er dagens modstander, ligger aktuelt nummer ni i tabellen, og er uden nederlag de seneste tre kampe.
Kampen fløjtes i gang klokken 16.00 på Fratton Park i Portsmouth.














