Svær opgave venter Randers FC: Ligner nogle, der er ved at have fundet sig selv
Næste opgave i Superligaen er formstærke FC Nordsjælland for Rasmus Bertelsens Randers FC.

📍 Campo i Randers FC
Efter fire nederlag på stribe kunne Randers FC atter synge sejrssang.
Her vendte kronjyderne tilbage på sejrssporet med en superligasejr mod Sønderjyske i Haderslev og senest en pokalsejr mod HIK.
Næste opgave hedder FC Nordsjælland, der gæster randrusianerne i Superligaen mandag, og det er et hold, der oplever vind i sejlene for tiden.
Det er heller ikke gået cheftræner i Randers FC, Rasmus Bertelsens, næse forbi, at Farum-klubben har fået vendt skuden, fortæller han til Campo.
- Jeg sad og studerede dem i går (søndag, red.), og jeg synes godt nok, de var gode (senest mod FC Midtjylland, red.). Så ved jeg også godt, at det er på deres egen kunst, men jeg synes, de ligner nogle, der er ved at have fundet sig selv efter lidt mange udskiftninger, fortæller Bertelsen til Campo.
- Det bliver en vanvittigt svær kamp, tror jeg. Men vi kommer også med en god oplevelse, så det skal nok blive fint.
Du kan se hele interviewet med Rasmus Bertelsen i videoen øverst.

Nordsjællænderne sejrede i premieren på Monjasa Park i Fredericia, men derpå fulgte fire kampe, hvor det blev til fire nederlag for Jens Fønsskov Olsens mandskab.
Men de seneste tre kampe er altså blevet vekslet til ni point for FC Nordsjælland. Senest blev det til en sejr over FC Midtjylland på eget kunstgræs.

Derfor er der ikke tvivl hos Randers FC-chefen om, at det bliver en svær kamp, når FC Nordsjælland gæster Cepheus Park i Randers, hvor hans hold skal være konsekvente, fortæller han.
- Det er klart, der er altid noget med, hvor højt man tør gå op i sit pres, når man møder Nordsjælland. De har jo noget kvalitet i deres fase ét, hvor de spiller den ud nede fra, men så har de også noget fart på sidste linje.
- Så man skal passe på, man ikke bliver fanget inde i mellem det, og det er med at have en god plan for hvilken vej, man vælger.
Hvilken taktisk vej som Rasmus Bertelsen vælger mod FC Nordsjælland kan du se mandag den 22. september klokken 19.00, når de to hold lukker runde ni i Superligaen.
Bertelsen har stået overfor en speciel disposition efter landskampspausen. Læs mere her:

Randers FC
FC Nordsjælland












