Tahirovic klar i spyttet: Cooper har givet struktur – det manglede under Birk
Brøndbys midtbanespiller beretter om én markant ændring.

Der er en ny mand i spidsen i Brøndby IF.
Walisiske Steve Cooper har erstattet Frederik Birk som cheftræner, og briten er kommet ind med flere nye ting.
Det har alle i og omkring klubben nu haft præcis ti dage til at vænne sig til, og spørger man Benjamin Tahirovic, er evalueringen ikke til at tage fejl af.
- Jeg synes, forandringen har været god for os alle; Klubben og spillerne - specielt for spillerne. Jeg kan se, at træningstandarden er hævet, og det er kun positivt.
- Efter to dage med træning vinder vi et derby hjemme mod F.C. København, så indtil nu har det hele været positivt, og forhåbentlig fortsætter det, lyder det fredag fra Tahirovic.
Du kan se interviewet med Brøndby-bosnieren herunder:
Der er særligt ét punkt, hvor Steve Copper adskiller sig markant fra sin forgænger, fortæller Benjamin Tahirovic.
- Det, jeg bedst kan lide ved ham, er, at han vil have struktur, og han vil gøre tingene på sin måde. Han kræver meget af spillerne, fordi han tror på os, og det er gengældt; Vi tror meget på ham. For mig særligt, men jeg kan godt tale for hele holdet, så har ændringen og det, at han er kommet ind, været godt, lyder det fra Tahirovic.
Midtbanespilleren er ikke bleg for at indrømme, at han savnede struktur under den nu tidligere Brøndby-træner Frederik Birk.
- Ja det vil jeg sige. Med al respekt til alle de trænere, der har været, så er der nu meget mere struktur og meget mere klarhed over de ting, vi gør, lyder det fra Tahirovic.
Steve Cooper har sin anden kamp i spidsen for Brøndby, når de blå-gule gæster AGF på Ceres Park Vejlby søndag.
Den kamp glæder Frederik Alves sig til. Læs mere om forsvarsspillerens forventninger her:

Brøndby IF












