AGF-talent er på vej tilbage fra skrækskade: Det skal gøres ordentligt
Det 21-årige AGF-talent ser frem til at vende tilbage for AGF, selvom det kan tage tid endnu.

Tilbage i februar blev unge Jacob Andersen ramt af et chok.
I den sidste testkamp på en træningslejr med AGF måtte det unge talent forlade banen med en skade, der senere viste sig at være meget grum.
Diagnosen lød på et overrevet korsbånd og en lang, lang skadespause.
Jacob Andersen er fortsat i gang med genoptræningen, der går fremad, man han er fortsat et godt stykke fra at spille kamp igen.
Men den unge forsvarsspiller har heller ikke travlt, fortæller han i et længere interview med Aarhus Stiftstidende.
- Vi har snakket om, at det vigtigste er, at det her bliver gjort ordentligt, og så må det hellere tage noget ekstra tid. Jeg er stadig ung, så jeg har tiden foran mig, og jeg har det også personligt sådan, at jeg hellere vil vente lidt længere, end at jeg bliver sluppet løs for tidligt. Jeg vil være helt sikker på, at knæet er så stærkt, som det overhovedet kan blive, siger Jacob Andersen til Aarhus Stiftstidende.

Derfor er der heller ikke sat en dato på, hvornår den unge spiller kan være aktuel igen for Jakob Poulsens AGF-hold.
- Det handler om, hvordan min krop har det, og hvordan knæet reagerer på de forskellige ting, jeg laver. Så jeg tager det meget dag for dag, siger Jacob Andersen.

Den 21-årige AGF'er står noteret for 46 kampe for det aarhusianske mandskab, der i denne weekend møder Brøndby IF.
Læs mere om det her:

AGF
Jacob Andersen












