Storskov i vemodigt farvel med Brøndby: Har elsket hvert sekund
Ander Storskov tager afsked med Brøndby IF efter næsten fem år i klubben.

Steve Cooper har uden tvivl - og naturligvis - fået lov til at sætte sit præg på trænerstaben i Brøndby IF.
Først hentede han Alan Tate som assistent, mens han onsdag nu har hentet David Tivey som fysisk træner.
Tilbage står Anders Storskov og skal sige farvel til Brøndby efter næsten fem år som netop fysisk træner.
Han kom til klubben på konsulentbasis i 2020, inden han i januar 2021 fik en permanent aftale.
- Mine fire-et-halvt år i klubben har indeholdt både store op- og nedture, men jeg har følt mig hjemme og som en del af Brøndby-familien fra første dag, jeg trådte ind ad døren.
- Der er så mange fantastiske mennesker i klubben, som fortjener, at det potentiale, der åbenlyst er til stede, bliver forløst. De mennesker har medvirket til, at jeg har glædet mig til at gå på arbejde hver dag. Jeg har elsket hvert sekund, jeg har været i Brøndby, siger Storskov til Brøndbys egen hjemmeside.

Også på ledelsesgangene får det følelserne frem i Brøndby:
- Det er vemodigt at tage afsked med Anders, for han har gjort et fantastisk og utrætteligt stykke arbejde i Brøndby IF, og han er en stor kapacitet på træningsbanen og i arbejdet med spillernes fysik, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
- Samtidig er Anders utroligt vellidt blandt både spillere og stab, og hans altid positive humør og indstilling vil blive savnet hele vejen igennem klubben. Alle i Brøndby IF ønsker Anders Storskov det allerbedste i fremtiden, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
Mens Anders Storskov stopper i sit virke nu, tiltræder David Tivey først til oktober.
I mellemtiden får Bennet Kästner, der i dag står i spidsen for den fysiske stab i Masterclass, ansvaret som fysisk træner for Superliga-mandskabet.

Brøndby IF












