Benfica fyrer cheftræner – Mourinho spøger i kulissen
Bruno Lage blev efter Benficas nederlag til Qarabag fyret.

Benfica skal have ny cheftræner.
Det står klart, efter den portugisiske storklub tirsdag aften led nederlag i Champions League til aserbajdsjanske Qarabag og dermed sagde farvel til Bruno Lage efter godt et år på posten.
En ny træner er dog allerede undervejs. Det skriver flere medier, herunder engelske Mirror.
Den nye mand i spidsen er også et kendt ansigt. Det skulle nemlig være José Mourinho, der begyndte sin cheftrænerkarriere i netop Benfica i 2000.
Den portugisiske træner blev for nylig fyret fra sit cheftrænerjob i tyrkiske Fenerbache, men det ser nu ud til, at han allerede er på vej tilbage til trænergerningen.
Benficas præsident Rui Costa skulle i forbindelse med udmeldingen om afskeden med Bruno Lange have sagt, at klubben allerede skulle have en ny cheftræner på plads næste lørdag.

Der skulle allerede foregå forhandlinger mellem Mourinho og Benfica, der forventes afsluttet onsdag, skriver mediet Metro.
Mourinho nåede at stå i spidsen for Fenerbache i godt et år, før han modtog en fyreseddel. Den portugisiske træner har gennem karrieren stået i spidsen for FC Porto, Chelsea, Inter, Manchester United, Tottenham og AS Roma foruden Benfica.
Også Ruben Amorim har været kædet sammen med cheftrænerposten i Benfica.
Næste opgave for Benfica i Champions League venter på St. James Park i Newcastle den 21. oktober.
Med nederlaget til Qarabag har Benfica fået en forfærdelig start på Champions League-kampagnen.
Anderledes gik det for Tottenham, der hentede en 1-0-sejr i Thomas Franks debut i Europas fineste klubturnering.
Læs mere om det herunder:

Fenerbahce
Benfica
José Mourinho












