Gammel kending venter: Azerbaijansk dommer dømmer i Parken
Flere danske hold har stiftet bekendtskab med dommeren.

Det bliver azerbaijanske Aliyar Agayev, der torsdag aften passer fløjten i Parken.
Her tager F.C. København mod Kasper Hjulmand og Bayer Leverkusen, og det er langt fra første gang, Agayev besøger det danske nationalstadion.
Den 37-årige dommer passede også fløjten, da F.C. København i november 2022 spillede 1-1 mod et andet tysk mandskab - nemlig BVB Dortmund i Champions League-gruppespillet.
Agayev dømte desuden 0-0-kampen mellem Danmark og Irland i Nations League i Parken i 2018, men også gæsternes cheftræner har stiftet bekendtskab med dommeren - endda et ganske særligt bekendtskab.
Det var nemlig Aliyar Agayev, der hele otte gange måtte pege på midtercirklen, da Kasper Hjulmand tog sin største sejr som dansk landstræner, da Moldova i marts 2021 blev sendt hjem fra VM-kvalifikationskampen på MCH Arena i Herning med et 8-0-nederlag.

Foruden det danske landshold og F.C. København har Agayev to gange dømt kampe med FC Midtjylland i Europa League samt én gang dømt Randers FC i Conference League.
Med sig til Parken torsdag tager han landsmændene Zeynal Zeynalov og Akif Amirali som linjevogtere, mens Elchin Masiyev er fjerdedommer. Hollandske Rob Dieperink er Video Assistant Referee, mens slovenske Alen Borošak fungerer som hans assistent.
Kasper Hjulmand
F.C. København
Bayer Leverkusen












