Skadet i et år: Viborg-profil gør comeback i stor testsejr
Zan Zaletel var med, da Viborg FF satte Esbjerg fB’s reserver på plads.

I begyndelsen af september 2024 måtte Zan Zaletel en tur på operationsbordet.
Han havde revet et korsbånd over.
Siden er der gået et år uden så meget som én eneste fodboldkamp - men nu er der godt nyt for Viborg FF's fans og den slovenske midtstopper selv.
Zan Zaletel spillede nemlig mandag fra start, da Viborg FF besejrede Esbjerg fB med hele 1-5 i sæsonens første Future Cup-kamp.
Selve kampen bød ikke på den store spænding.
Jakob Vester bragte gæsterne fra Viborg foran allerede i det 11. minut. Ved pausen var stillingen 0-3.
20 minutter inde i anden halvleg blev Dorian Junior dobbelt målscorer ved 0-4, inden EfB fik reduceret - for så at indkassere et nyt mål få minutter efter.
Zan Zaletel blev skiftet ud i pausen.

Den 25-årige slovener, der har to A-landskampe under bæltet, kom til Viborg i 2022.
Hans nuværende aftale strækker sig frem til udgangen af 2027.
Viborg FF












