Herhjemme er FCK en gigant – men i CL har truppen miniputværdi
F.C. København rangerer som den klub, der målt på truppens værdi ligger nummer 32 i Champions League-regi.

F.C. København har det største budget i dansk fodbold.
Sådan har det været i mange, mange år.
Men selvom hovedstadsklubben er en gigant herhjemme, er det langt fra tilfældet i Champions League.
TransferRoom har nemlig lavet en opgørelse over, hvor meget de forskellige Champions League-klubbers trupper er værd - Total Expected Transfer Value.
Udregningen af de forskellige truppers værdier tager blandt andet højde for spillernes alder, positioner og antal landskampe.
Derudover er klubbens finansielle styrke og spillerens kontraktlængde også medregnet - og mere til.
Og ifølge TransferRoom ender F.C. København på en 32. plads ud af de i alt 36 Champions League-klubber.
Det vurderes nemlig, at FCK's trup er 105 millioner euro værd. Det svarer til 784 millioner kroner.
Kun Bodø/Glimt, Pafos FC, Qarabag FK og Kairat Almaty vurderes at have trupper, der er mindre værd - i nævnt rækkefølge.

I den modsatte ende af skalaen finder man alle de helt tunge drenge.
Arsenal ligger i top med en trupværdi på 11,6 milliarder kroner.
Real Madrid ligger lige i hælene, inden Chelsea, Liverpool og Manchester City runder top fem af med i alt fire engelske klubber.
F.C. Københavns modstander i turneringen torsdag aften, Bayer Leverkusen, ligger nummer 15 på listen. Kasper Hjulmand råder nemlig over en trup med en værdi på omkring fire milliarder kroner.
Champions League club rankings by squad value revealed. 💰
— TransferRoom (@transferroom) September 15, 2025
Calculated by every first-team player’s Expected Transfer Value (xTV).
Top of the list, will @Arsenal become first-time winners this season? 🤔
🧵 pic.twitter.com/DEh11E8XPn
F.C. København












