Fredericia-direktør før historisk opgør: Glad for, at Vejle overlevede Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Fredericia-direktør før historisk opgør: Glad for, at Vejle overlevede

Lokalopgøret mod Vejle er dén kamp, man taler om i Fredericia, fortæller klubdirektør Stig Pedersen.

Stig Pedersen taler med Viaplay
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

I aften bliver der skrevet Superliga-historie.

Det bliver nemlig første gang, at de to klubber fra trekantsområdet - FC Fredericia og Vejle Boldklub - tørner sammen i landets bedste række.

Og selvom de to hold er stødt sammen mange gange i landets næstbedste række, så er det et opgør i aften, som er ekstra specielt.

Det fortæller Fredericias direktør, Stig Pedersen.

- Det er specielt at møde Vejle. Det er den, man taler om, og det er det altid. Der er sikkert også nogen, der siger, at "bare vi vinder den, så er vi ligeglade med resten", griner Stig Pedersen og fortsætter:

- Sådan ser vi det ikke helt. Men det er en stor kamp, og der kommer masser af mennesker på trods af, at vejrudsigten ikke er alt for forrygende.

Og at det netop er i Superliga-sammenhæng, at de to hold tørner sammen, gør opgøret helt specielt. Derfor indrømmer klubbossen også, at de var glade i Fredericia, da lokalrivalerne overlevede i Superligaen sidste sæson.

- Det er det på papiret [mere specielt end de andre Superligakampe]. Vi var glade for, at Vejle klarede cuttet i sidste sæson. For uanset om vi skal mødes to eller fire gange, så bliver det jo nogle kampe, der er stort fokus på i det her område, siger Stig Pedersen og fortsætter:

Stig Pedersen taler med Viaplay
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

- Vi har altid talt om, at det kunne være sjovt at mødes en dag i Superligaen, og det sker så nu. Så det er jo historie, og det er vi glade for, at vi er med til at skrive.

Og selvom man er lokalrivaler, så medgiver Stig Pedersen gerne, at Vejle Boldklub er en klub, man skæver til i Fredericia.

- Det er jo et eller andet sted, noget man drømte om i sin tid, da man stiftede FC Fredericia i 1991 - at vi en dag skulle spille Superliga og konkurrere med Vejle. Jeg tror, Vejle også har været motivationen for at gøre noget ved fodbolden i Fredericia.

Under Vejle succes

Selvom Fredericia har fået en bedre start på Superligasæsonen end rivalerne fra Vejle, er der dog næppe tale om, at Fredericia er deciderede favoritter til opgøret i aften.

- Det ved jeg ikke, om vi er. Det er klart, at Vejle har tabt de sidste fire kampe i Superligaen, så de er pressede. De kan også godt se i tabellen, at de skal til at med nu her. Så udover at det er Fredericia, de møder, så er det jo en vanvittig vigtig kamp for Vejle.

Og selvom der potentielt ligger fire opgør og venter mellem lokalrivalerne, så understreger Stig Pedersen, at Fredericia først og fremmest fokuserer på sin egen chance i ligaen. Han medgiver dog, at han ikke ville have noget imod det, hvis Fredericia og Vejle begge skulle komme i top 6.

- Det kunne være fint [at møde Vejle fire gange], hvis det er i medaljespillet, griner han og fortsætter:

- Vi vil gerne møde Vejle, men det er klart, at først og fremmest skal vi gøre alt for at overleve i rækken. Det er vores altoverskyggende mål. Og hvor Vejle så slutter henne, det er sagen uvedkommende, fortæller han.

Og selvom man er lokalrivaler, så kan man også godt unde rivalerne succes.

- Vi bliver ikke gladere af, at Vejle ikke er i samme række. Det giver bare nogle intense opgør, og er med til at sække fokus på fodbolden i området. Vi ønsker ikke Vejle hen, hvor peberet gror. Vi synes, det er fint, at det går dem godt, siger Stig Pedersen afslutningsvist.

Fredericia har ikke vundet over Vejle siden 2019, hvor man vandt på udebane i førstedivisionen. Og på hjemmebane er det endnu længere siden, at fredericianerne har trukket sig sejrrigt ud af et møde med lokalrivalerne - det er ikke sket siden 2017.

Men det kan der blive lavet om på mandag aften, hvor Fredericia tager imod Vejle hjemme på Monjasa Park. Opgøret fløjtes i gang klokken 19.00.

Du kan høre nogle af Fredericia-spillerne sætte ord på aftenens store opgør herunder:

Premiere på ny Superliga-rivalisering: Det bliver stort

Mest læste

Notifications

Notifikationer