– Det blev lidt Championship
Oscar Buch beskriver mandagens kamp som lidt af en Championship-affære.

'But could he do it on a cold, rainy night in Stoke?'
Frasen fra 2010 kunne næsten bruges om Fredericia mandag aften, for det var pjaskvådt undervejs i 1-1-kampen mod Vejle Boldklub.
Og for Oscar Buchs vedkommende ville svaret på spørgsmålet i øvrigt være ja - for han kunne godt. Med lidt mere end 70 minutter spillet bragte han nemlig balance i regnskabet.
Fredericia-offensivspilleren fortalte efter slutfløjt til TV 2 Sport, at det ganske rigtigt var en kamp, der blev påvirket af vejret.
- Det blev lidt Championship-agtigt med regnvejret. Vi snakkede også om, at så måtte vi gå ind i tacklingerne og være fysiske. Vi haltede lidt efter det første kvarter i første halvleg, så vi måtte ind og krige lidt igennem og arbejde os tilbage på den måde.
- Den (banen, red.) bliver jo både hurtig og glat, så den var svær i dag. Men jeg synes faktisk stadigvæk, at den er virkelig god, siger han til TV 2 Sport.
Med scoringen har Oscar Buch nu noteret sig for fire mål i seks kampe i denne sæson.
Samtidig sikrede han, at FC Fredericia stadigvæk er at finde i top seks på sjettepladsen.
Campo var for nyligt i Fredericia, hvor målscorer Oscar Buch blandt andet fortalte om sine ambitioner for sæsonen. Du kan lytte til podcasten her:
FC Fredericia












