Pentz blev udvist for at hovere: Derfor fik FCK-stjerne ikke rødt for at tysse på BIF-fans
Derby-dommeren Mikkel Redder giver en forklaring på, hvorfor Mohamed Elyounoussi ikke fik sit andet gule kort for at hovere.

Det er nok et af de derbyer, som vil blive husket i mange år.
Tilbage i april var det også Brøndby, der løb med sejren i københavner-derbyet mod ærkerivalerne fra F.C. København.
Dengang fik kampen et efterspil med en skalle fra Diant Ramaj, og hele situationen blev antændt efter Patrick Pentz vendte sig mod FCK-tilhængerne og hoverede efter en straffesparksredning i overtiden.
Dengang kvitterede dommer Sandi Putros med østrigerens anden advarsel.
Men da Mohammed Elyounoussi lørdag eftermiddag udlignede på Brøndby Stadion og tyssede ud mod Sydsiden, valgte kampdommer Mikkel Redder ikke at gå til lommerne og tildele den norske FCK-stjerne sit andet gule kort.
Til Viaplay forklarede Redder efter kampen, hvorfor Elyounoussi ikke blev udvist.
- Det handler om, at fodbold er følelser, når der lige er blevet scoret. At skulle give den anden advarsel og dermed et rødt kort for sådan en situation, det er jo ikke noget, fodbolden ønsker.
– Jeg er også hurtigt dernede for at få ro på situationen. Det gælder også nogle gange om ikke at optrappe situationerne og i stedet tage dem lidt ned, for vi skal jo heller ikke ødelægge en fodboldkamp ved at give anden advarsel.
– I sådan en situation vil det være for selviscenesættende for mig at give det andet gule kort, siger Mikkel Redder til Viaplay.
I sidste ende løb Brøndby IF med en sejr på 2-1 efter et sejrsmål af hollandske Stijn Spierings.

Han så ellers ikke ud til at have en stor fremtid på Vestegnen.
Læs mere her:

F.C. København
Brøndby IF
Mohamed Elyounoussi












