AGF er strøget til tops i Superligaen: Det er da skønt
Jakob Poulsen og AGF kan – i hvert fald for en stund – glæde sig over at indtage Superligaens førsteplads.

📍 Campo i Viborg
Det holdt hårdt, men AGF kom fra Viborg med et sejr på 2-1.
På mål af Nicolai Poulsen og Kristian Arnstad blev de tre point hentet hjem, og det er tilmed nok til at sende AGF helt op, hvor det er rigtig sjovt i Superligaen.
Aarhusianerne indtager nemlig i skrivende stund førstepladsen i Superligaen, og det er til glæde for cheftræner Jakob Poulsen.
- Det er da dejligt, det er skønt - det har vi bestemt ikke noget imod, siger en glad Jakob Poulsen til Campo og den øvrige presse efter sejren over Viborg.
Flere ord vil AGF-træneren dog ikke sætte på førstepladsen, der kan skifte indehaver, hvis FC Midtjylland formår at slå FC Nordsjælland. I øjeblikket står der dog 1-0 til Farum-klubben.
Der var stort pres på i slutminutterne, hvor AGF-feltet blev invaderet af Viborg-angreb.
Jakob Poulsen vil dog ikke mene, at AGF er heldige med at komme fra Viborg med tre point, når man tager kampbilledet i betragtning
- Held og uheld spiller vi jo ikke rigtig med i fodbold. Men det var klart, at præstationen i dag var ikke nødvendigvis til tre point. Men sådan er det engang imellem, og man skal også kunne tage en grim sejr i ny og næ.

- Man kan sige, at vores hjemmekamp mod FC Midtjylland, den var også til mere end et point. Så nogle gange er det sådan, det ender, og det udligner sig sgu nok lidt i løbet af sæsonen, siger Jakob Poulsen efter sejren.
Jakob Poulsen gav blandt andet debut til norske Markus Solbakken, der kom til klubben i transfervinduets sidste timer.

Jakob Poulsen
Viborg FF
AGF












