Kom afsted uden støvler: Manchester United måtte på indkøb i Norge
En sportsbutik i Bergen havde fin omsætning torsdag.

I Manchester United blev der torsdag igangsat en undersøgelse.
Klubbens kvindehold var rejst med et chartret fly til norske Bergen, hvor holdet skulle møde Brann i kvindernes Champions League-kvalifikation.
Der var bare ét mindre problem.
Holdet var kommet afsted til Norge uden støvler og benskinner.
To og en halv time før kickoff ankom officials fra klubben til sportsbutikken Torshov Sport i centrum af Bergen, hvor de ifølge BBC var behjælpelige med at ekvipere det engelske storhold.
15 par fodboldstøvler og 20 benskinner blev købt, og det var derfor en ganske indbringende dag fortæller butiksejeren til BBC.
- Vi er en stor butik, men de var meget heldige med, at vi havde nok støvler i de rigtige størrelser på lager. De betalte mellem 1700 og 2000 kroner for hvert par støvler og 250 kroner benskinnerne.
- Vi har indimellem haft en spiller på besøg, fordi de har glemt deres støvler, men aldrig et helt hold, lyder det fra butiksejer Andre Gullord.

I Manchester United bekræfter de den pudsige hændelse.
- En taske indeholdende nogle af vores spilleres støvler blev væk på vejen til Bergen. Vi undersøger, hvordan det skete. I mellemtiden sikrede vi nye støvler af rette størrelse og mærke til alle de ramte spillere, lyder det ifølge BBC fra en talsperson i Manchester United.
I Bergen ser butiksejer Gullord på situationen med et smil, selvom særligt én ting ærgrer ham.
- Måske skulle vi have sagt til dem, at vi kun havde støvler uden knopper for at hjælpe det lokale hold!
Lokalpatriotisme ville dog have været forgæves. Brann vandt nemlig kampen 1-0 på mål af Ingrid Stenevik og har således sikret sig et fint udgangspunkt forud for returopgøret i Manchester på torsdag.
Den samlede vinder af opgøret kvalificerer sig til Champions Leagues ligaspil.













