Slot var tæt på ny forsvarsspiller: Latterligt hvis jeg benægter det
Rygtet var allerede ude, lyder det fra Liverpool-manageren.

Et forfriskende ærligt svar fra en manager i Premier League.
Det var, hvad Liverpool-manager Arne Slot fredag havde til pressen, da han blev spurgt ind til klubbens jagt på Crystal Palaces Marc Guehi i det netop overståede transfervindue.
Slot lagde nemlig ikke skjul på, at han gerne havde set den ivorianskfødte engelske landsholdsspiller på Anfield.
- Jeg synes, det ville være latterligt, hvis jeg benægtede, at vi var tæt på at hente ham. Det er så åbenlyst, at det ville være latterligt.
- Selvfølgelig ville vi gerne have hentet ham, for vi var interesserede. Som jeg har sagt mange gange: hvis vi føler, vi kan forstærke holdet med en mulighed på markedet, så tøvede vi aldrig med at prøve, og det var det, vi gjorde, lyder det fra Arne Slot om Guehi på fredagens pressemøde
Ifølge Liverpool Echo var det Guehi allerede igang med sit lægetjek i Liverpool, da Crystal Palace trak stikket, da London-klubben ikke selv havde fundet en erstatning.

- Sådan noget sker i fodbold – det er måske også sket for vores spillere tidligere, at de troede, de var meget tæt på at skifte et andet sted hen, og så ændrer tingene sig i sidste øjeblik. Det kan ske, lyder det fra Slot.
Aftalen mellem Liverpool og Crystal Palace lød angiveligt på 25 millioner pund - 216 millioner kroner - men den pris kan ændre sig markant både i januar og til næste sommer.
Guehi har nemlig kontraktudløb til sommer, og han vil derfor principielt kunne hentes helt gratis om et år, mens han i januar selv kan bestemme, om han vil tale med nye klubber.
Hvorvidt Liverpool har tænkt sig at gå efter Guehi igen til janaur har Slot dog ikke tænkt sig at svare på.
- Det er ærgerligt – ikke kun for os, men også for spilleren, tror jeg. Men han er et godt sted, spiller i Palace, hvor han har vundet Community Shield og FA Cup med en rigtig dygtig manager.
- Lad os se, hvad fremtiden bringer for ham og for os. Hvis jeg går med nogle tanker (om januar-transfervinduet, red.), så ved I, at det, jeg tænker, fortæller jeg ikke jer, lyder det med et smil fra den hollandske manager.

Marc Guehi
Crystal Palace
Liverpool
Arne Slot













