Lars Friis er ikke i tvivl: Det skal jeg prøve igen
Han er lige nu hjemme i Danmark, men udlandet kalder igen for Lars Friis.

Den danske cheftræner Lars Friis nyder lige nu tiden i sit sommerhus nær Viborg.
Tiden siden fyringen i Sparta Prag er blevet udnyttet til at se venner og familie... og til at reflektere.
Karrieren, der udover chefjobbet i Sparta Prag også indbefatter assistentræner-roller i AGF og Brentford samt to cheftrænerjobs i Viborg FF og AaB, er sat midlertidigt på pause.
Men det er ambitionerne ikke.
- Det er jo nu, der begynder at ske noget, og så må vi se, hvornår mit nummer kommer op. Jeg kigger ud af landet. Nu er man jo ikke selv herre over det, men det er det, jeg allerhelst vil og forbereder mig på, siger Lars Friis til Campo.

I Sparta Prag, hvor Lars Friis blev fyret efter sidste sæson, startede den midtjyske fodboldmand i rollen som assistenttræner, men da den danske kollega Brian Priske siden skiftede til hollandske Feyenoord i en cheftrænerstilling, forfremmede den tjekkiske storklub Friis.
Og det er en rolle, han arbejder efter at få igen.
- Jeg har mod på at komme ud igen. Der er noget for mig, der ikke er helt afsluttet. Jeg har fået en enorm god erfaring, og den sidste sæson var god på mange måder. Så det vil jeg gerne igen.
- Jeg vil gerne være cheftræner, men jeg udelukker omvendt ikke noget. Jeg er forelsket i spillet. Men der er nogle ting omkring det med at arbejde med spillerne, som jeg gerne vil føre ud igen, så det er da det, jeg kigger efter, siger Lars Friis, der undervejs i Sparta Prag stod over for flere spændende udfordringer - blandt andet et opgør mod Manchester City og selveste Pep Guardiola.



Efter fyringen af Lars Friis har tjekkiske Sparta Prag hentet Brian Priske ind som cheftræner igen.
I den amerikanske MLS er to tidligere FC Midtjylland-spillere i skarp konkurrence med selveste Lionel Messi om at blive MVP i denne sæson. Læs mere herunder:

Sparta Prag












