Divisionsforeningen støtter nye tiltag mod hooligans
Direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, hilser de nye tiltag velkomne.

Regeringen og Justitsministeriet har fredag fremlagt en ny lovpakke med det formål at bekæmpe hooligans i dansk fodbold.
I lovpakken findes 14 forskellige initiativer, som skal gøre livet surt for fodboldbøllerne.
I Divisionsforeningen ser man på de nye tiltag i et positivt lys, selvom man mener at trygheden allerede er høj på den danske stadioner.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
- Vi har målt kontinuerligt på trygheden blandt fans på tværs af klubberne via vores omfattende Superliga survey i flere år, og her ligger trygheden fortsat meget højt og stabilt. Det er derfor vigtigt at slå fast, at man ikke skal være bekymret for at tage på stadion til Superligafodbold. Vi ser en historisk stor tilstrømning af fans på stadion – heraf også en markant stigning i antallet af familier og børn.
- Desværre er der et negativt mindretal iført klubtrøjer, som skæmmer oplevelsen ved at bruge fodbolden som undskyldning for at bryde love og regler. Derfor er vi tilfredse med det politiske fokus og bakker op om tiltag, hvor politiet umiddelbart får flere muligheder for at sætte ind mod udfordringerne, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

Claus Thomsen forholder sig derudover også mere specifikt til strakskarantæner og muligheden for at udveksle videomateriale mellem klubberne:
- Det er afgørende at give både politiet og klubberne endnu flere værktøjer at arbejde med. For klubberne hverken kan eller skal løse udfordringerne selv.
- Vi har allerede gode erfaringer fra de stadioner, hvor teknologien er i brug. Planen er, at ansigtsgenkendelse er implementeret på alle stadioner i 3F Superliga inden årsskiftet. Sammen med initiativerne i den nye lovpakke vil det skabe endnu bedre betingelser for, at det negative mindretal ikke får adgang til fodbolden, så de mange tusinde fans, der hver weekend møder op på stadion, får en endnu bedre oplevelse, siger Claus Thomsen.
Regeringen vil i den kommende folketingssamling fremsætte et lovforslag, der skal implementere de initiativer, der kræver lovændring. Initiativerne forventes at træde i kraft primo 2026.
Du kan læse mere om hooligan-pakkens indhold her:














