AGF-chef om ‘slanket’ midtbane: Vi har rigeligt med spillere
AGF har sagt farvel til en række centrale midtbanespillere. Der er dog mere end nok folk til pladserne, mener cheftræner Jakob Poulsen.

Fem ud og en ind.
Det er resultatet af AGF's transfervindue denne sommer, når det drejer sig om spillere på den centrale midtbane.
Klubbens cheftræner Jakob Poulsen mener dog, han har masser af spillere i truppen til at dække området midt på banen.
- Nu har jeg heldigvis gjort sådan, at vi kun bruger to (centrale midtbanespillere, red.) i den her sæson. Så det gør jo, at vi stadig har fire (Nicolai Poulsen, Kristian Arnstad, Markus Solbakken og Kevin Yakob, red.) til at dække to pladser. Og det, tænker jeg, er rigeligt.
- Og så har vi en ung spiller i Oskar Haugstrup, som også byder sig til nede fra og spillede en rigtig rigtig fin halvleg, da han fik muligheden i vores test (mod Brabrand) under landskampspausen, siger cheftræneren til Campo og resten af pressen efter torsdagens træning.

AGF har denne sommer taget afsked med to store midtbaneprofiler i Mikael Anderson og Mads Emil Madsen. Derudover er der også sagt farvel til Frederik Brandhof og Mikkel Duelund samt Mikael Akoto, som også kunne spille på den centrale midtbane.
Ind er kommet Markus Solbakken som erstatning for Mads Emil Madsen, og nordmanden står muligvis overfor debut for AGF, når aarhusianerne skal et smut til Viborg på søndag.
En spiller, der ikke kommer til at spille for AGF i søndagens superligakamp, er Tobias Mølgaard, som ikke deltog i torsdagens træning. Det kan du læse nærmere om herunder.

AGF
Jakob Poulsen












