AGF-profil må udskyde comeback: Det er irriterende Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

AGF-profil må udskyde comeback: Det er irriterende

I Aarhus havde både AGF og Tobias Mølgaard håbet på, at profilen ville være klar til kamp efter landskampspausen. Men Mølgaard deltog ikke i torsdagens træning på Fredensvang og må udskyde sit comeback ovenpå skadespause.

AGF's Tobias Mølgaard i duel med F.C. Københavns Elias Achouri.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Lige ved og næsten.

Sådan må det føles for Tobias Mølgaard, efter det lå i kortene, at AGF-profilen skulle gøre comeback fra sin skade efter landskampspausen.

Det håb er sparket til hjørne for nu, for Mølgaard deltog ikke i torsdagens træning på Fredensvang, da han har fået et mindre tilbageslag i jagten på at vende tilbage i kamp for De Hviie.

- Jeg oplevede et lille tilbagefald efter de 30 minutter, jeg spillede i sidste uge (testkampen mod Brabrand, red.). Så det er selvfølgelig ærgerligt. Men vi er nået et godt stykke af vejen, og nu skal jeg lige have det til at lægge sig igen (skaden, red.), og så prøver vi selvfølgelig igen, siger Tobias Mølgaard til Campo i et videointerview, som du kan se i sin fulde længe øverst i artiklen.

AGF's Tobias Mølgaard ved træningen på Fredensvang.
Tobias Mølgaard måtte stå over torsdagens AGF-træning på Fredensvang. Foto: Tobias Thomasen.

AGF-profilen er trods sit setback fortrøstningsfuld og føler sig overbevist om, at der blot er tale om en mindre udskydelse af comebacket og altså ikke noget alvorligt.

- Nej, det forventer jeg ikke (at det er alvorligt, red.). Men seneskader er drilske, og det er jeg desværre ramt ind i. Så det handler om at holde hovedet højt og arbejde så hårdt, jeg kan, og gøre mig klar, når kroppen tillader det, siger Tobias Mølgaard.

Den 29-årige forsvarsspilller har endnu ikke spillet en kamp for AGF i denne sæson på grund af sin skade, og AGF-cheftræner Jakob Poulsen fortalte efter træningen til Campo og resten af den fremmødte presse, at han ikke forventer, at Mølgaard er i spil til truppen til den kommende superligakamp mod Viborg FF.

Det stemmer overens med Tobias Mølgaards egen fornemmelse, og det er endnu uvist, hvornår han igen snører fodboldstøvlerne og deltager i træningen.

Netop det at betræde græstæppet på Fredensvang, er det, Mølgaard fokuserer mest på i første omgang, fortæller han til Campo:

- Det handler om at komme herud igen og træne. Og det regner jeg med, at jeg gør snart igen.

AGF skal søndag op mod Viborg FF på udebane i Superligaen. Opgøret fløjtes i gang kl. 14.00, og du kan se kampen i TV på TV2 Sport X og TV2 Play.

En af Tobias Mølgaards holdkammerater i AGF er torsdag kåret som månedens spiller i august. Det kan du læse mere om herunder.

AGF’er kåret som månedens spiller i Superligaen for første gang

Mest læste

Notifications

Notifikationer