Frederik Birk vil ikke sige farvel endnu: Tager hensyn til derby
Frederik Birk gemmer på sin afsked med spillerne og staben i Brøndby IF.

Frederik Birk fik tirsdag eftermiddag besked på, at han ikke længere skulle være cheftræner for Brøndby IF.
Kort efter fik hele Danmark beskeden.
Onsdag er afløseren Steve Cooper trådt til, og Frederik Birk har endnu ikke haft mulighed for at tage afsked med Brøndby IF's spillere og stab.
Men det skal han nok få, forsikrer fodbolddirektør Benjamin Schmedes.
- Selvfølgelig kommer han til det (at sige ordentligt farvel, red.). Det vil han også gerne, og det synes jeg er en meget naturlig ting, siger Brøndby-bossen til Campo og de øvrige fremmødte medier i Brøndby onsdag.
Der er altså intet, der afholder Frederik Birk fra en afsked med spillerne - udover ham selv. Han har nemlig besluttet sig for at vente.
- Det fortæller virkelig noget om ham [Frederik Birk], at han faktisk har sagt, at han ikke kommer til at gøre det i den her uge, fordi hele ugen skal bruges på at forberede holdet til på lørdag.
Brøndby IF tager imod F.C. København lørdag eftermiddag.

Benjamin Schmedes understreger desuden, at han aldrig har haft noget imod Frederik Birk personligt.
- Vi bliver nødt til at adskille det personlige fra den beslutning, som vi følte skulle tages. Der er absolut intet problem mellem os personligt.
- Derfor er det for mig også helt naturligt, at han kommer ind og siger farvel på en ordentlig måde og får givet hånd til alle.
Benjamin Schmedes har løftet sløret for, hvornår beslutningen om at fyre Frederik Birk blev truffet. Det kan du læse mere om her:

Brøndby IF












