Flemming Povlsen har én bekymring for Kasper Hjulmand i Leverkusen
Flemming Povlsen er generelt positivt stemt overfor Kasper Hjulmands skifte til Bayer Leverkusen, men han har én bekymring.

Onsdag bliver ifølge Bild Kasper Hjulmands første dag.
Her tager han for første gang styring i et træningspas hos sin nye arbejdsgiver Bayer Leverkusen.
Det tyske medie har talt med Flemming Povlsen i forbindelse med skiftet, og den danske legende og EM-helt er generelt positiv på både Leverkusen og Hjulmands vegne.
Han har dog én enkelt bekymring i forbindelse med danskerens ansættelse.
Det handler ikke om det personlige eller om det spillemæssige, for her mener Povlsen, at det bliver et godt match. Det handler i stedet om det mentale.
- Jeg har en bekymring på et punkt.
- I sine sidste måneder med landsholdet mødte han kritik fra medier og eksperter, fordi holdet ikke længere spillede godt. Jeg kan forstå, at som træner, er du ikke altid enig med, hvad der bliver sagt. Men Kasper tog mange af tingene for personligt.
- Du skal kunne sluge kritik sommetider. Han skal gøre det bedre og ikke være tyndhudet. Men han er veludstyret og -trænet. Hvis han kan koncentrere sig fuldt ud om sit arbejde i Leverkusen, vil det fungere - måske lige så godt som for Xabi Alonso, siger Povlsen ifølge Bild.

Hjulmand ankommer til Bayer Leverkusen efter at have taget et år væk fra fodbolden efter han stoppede som cheftræner for det danske landshold.
Kontrakten med den tyske storklub løber frem til sommeren 2027, og ansættelsen kommer på baggrund af den pludselige fyring af Erik ten Hag. Den tidligere Manchester United-træner nåede blot tre kampe i Leverkusen.
Den første opgave i trænersædet hos Bayer Leverkusen bliver storkampen mod Eintracht Frankfurt fredag den 12. september, hvor Kasper Hjulmand står overfor Rasmus Nissen Kristensen, som han rådede over som landstræner.
Hjulmands tidligere chef, sportsdirektør i Mainz 05, Christian Heidel, har efter ansættelsen fortalt, at han tror fuldt og fast på succes for danskeren hos Bayer Leverkusen. Det kan du læse mere om her:

Bayer Leverkusen
Kasper Hjulmand












