Arsenal-profil hylder ny ‘gunner’: Han er et monster
Ben White har store roser til sin nye holdkammerat.

Arsenal har været flittig i det netop overståede transfervindue.
Mikel Arteta og kompagni vandt bland andet slaget om den svenske målmaskine Viktor Gyökeres.
Og han har allerede markeret sig hos The Gunners, da han nettede to gange i nedsablingen af Leeds på Emirates. Det gælder da også på træningsbanen, fortæller Arsenal-backen Ben White.
- Han er et monster. Han lever for at score mål, og han er en konstant trussel. Man vil virkelig ikke stå i vejen, når man spiller mod ham, for han flytter bare en alligevel.
- Han har en enorm tilstedeværelse, og jeg tror, det vil vær en stor fordel, at han allerede har spillet i engelsk fodbold. Man ser mange spillere komme til Premier League uden at have prøvet det før, og det kan være svært.


Viktor Gyökeres har tidligere tørnet ud for både Coventry og Brighton, men med knap så stor succes, som han har nydt i Sporting.
- Jeg spillede en masse kampe med ham i Brighton. Han har prøvet det, han ved, hvordan det bliver, og hvad han kan forvente af forsvarsspillerne. Jeg kan ikke sige et ondt ord om ham, han er en af de mest professionelle spillere, jeg nogensinde har set til træning - han er helt på niveau med Martin Ødegaard på det punkt, fortæller Ben White til Arsenals egen hjemmeside.
Den 27-årige svensker var et af de mest ombejlede transferemner i sommerens transfervindue efter hans vanvidssæson i Sporting.
I Portugal var han ganske enkelt ustyrlig og i løbet af den forgangne sæson blev det til hele 54 scoringer og 13 oplæg i 52 optrædener for de portugisiske mestre.
Således har Arsenal også bundet ham til en lang kontrakt, der løber helt indtil sommeren 2030.
Du kan se Viktor Gyökeres to første Premier League-mål i Arsenal-trøjen i videoen over artiklen.
Arsenal












