FCK-stjerne savner ‘lillebror’ Roony: Har lavet særlig aftale til CL-møde
Jordan Larsson savner sin tidligere holdkammerat i FCK, Roony Bardghji.

I sommer blev F.C. Københavns trup en svensker mindre.
Roony Bardghji skiftede i juli København ud med FC Barcelona, hvor han har fået kontrakt frem til 2029.
Det 19-årige stortalent har gennem sin tid i FCK rådført sig hos sin svenske landsfælle Jordan Larsson, og de to har fået et tæt forhold til hinanden.
Når de danske mestre i Champions League netop skal møde FC Barcelona, så kan det blive med Roony Bardghji på modstanderholdet. Han er nemlig blevet registreret som en del af cataloniernes trup til turneringen.
Derfor har de to tidligere FCK-holdkammerater lavet en aftale med hinanden. De skal nemlig bytte trøjer. Og Larsson håber, at der samtidig kan falde lidt ekstra af, når han står over for et andet stortalent.
- Han (Roony, red.) har sagt, at han savner mig og jeg savner også ham. Som jeg sagde, så er han en fantastisk fyr.

- Nu hvor vi skal spille mod dem, så har han lovet mig, at jeg må få hans trøje. Han vil også have min trøje. Forhåbentligt kan jeg få en Lamine Yamal-trøje også, siger Jordan Larsson til Aftonbladet før Sveriges VM-kvalifikationskamp.
Den svenske landsholdsspiller er heller ikke sen til at rose sin svenske 'lillebror' Roony, der også har rådført sig hos Larsson gennem deres fælles tid i FCK.
- Han er en ekstremt dygtig fodboldspiller og har ekstremt meget talent. Nu spiller han på det højeste niveau, og han var en verdensklasse spiller at spille med.
- Han har talt meget med mig og stillet mig spørgsmål også. Jeg har delt positive og negative ting om min karriere med ham. Hvad han har taget med, det ved jeg ikke. Men det er klart, at jeg så ham lidt som en lillebror, da vi var i FCK, siger Jordan Larsson.
F.C. København gæster Barcelona i slutningen af januar, når ligafasen i Champions League skal afsluttes.
Inden da får løverne besøg af det tyske storhold Bayer Leverkusen 04, der til den tid kan have en dansk cheftræner på sidelinjen. Læs mere om det herunder:

F.C. København
FC Barcelona
Roony Bardghji
Jordan Larsson
Sverige












