Kasper Hjulmand nævnes som kandidat til job i tysk storklub
Kasper Hjulmand er måske ikke arbejdsløs meget længere.

Kasper Hjulmand har været uden job siden sit stop som landstræner for det danske herrelandshold sidste år.
Nu har der åbnet sig en mulighed i tyske Bayer Leverkusen, der skal have ny cheftræner efter den lynhurtige fyring af Erik Ten Hag, der blot fik tre kampe i spidsen for klubben.
Den tyske storklub er ude efter at få besat det ledige trænersæde, og ifølge tyske BILD er Kasper Hjulmand på listen over trænere, klubben har kig på.
Mediet erfarer søndag formiddag, at Kasper Hjulmand er en af spidskandidaterne.
Klubben skulle også have haft kig på Ange Postecoglou og Thiago Motta, men som BILD forstår det, er de ikke med i kampen om trænerjobbet.
Mediet skriver, at man håber at have en ny træner på plads senest tirsdag eller onsdag i den kommende uge, så Ten Hags erstatning allerede er på sidelinjen på fredag mod Eintracht Frankfurt.

Hjulmand stoppede som dansk landstræner efter EM sidste sommer. Det var hans tredje slutrunde med Danmark.
I alt nåede Hjulmand 54 kampe som landstræner.
Hvis Hjulmand bliver ansat i Leverkusen, vil det ikke være hans første ophold i Tyskland. I 2014 til 2015 var han cheftræner for Mainz 05.

Bayer Leverkusen
Kasper Hjulmand












