“Hvad laver han her?” – Fem stjerner, ingen troede ville ende i Superligaen
Husker du, da Jack Wilshere trak i en AGF-trøje, eller da Eric Djemba-Djemba var en stjerne på Fyn? Hvis ikke, så er her et overblik over nogle af de vildeste navne i Superligaen nogensinde.

Mange fik nok morgenkaffen galt i halsen, da nyheden kom: Philip Billing skifter Premier League og europæisk topfodbold ud med Superligaen.
Men selvom det vakte opsigt, er han langt fra den eneste, der har overrasket dansk fodbold med et uventet skifte.
Faktisk er Billing slet ikke i nærheden af at være det største navn, der har sat fod på en dansk fodboldbane.
For gennem årene har vi set spillere, der har vundet nogle af de største priser og løftet de største trofæer – og som alligevel endte i Superligaen.

Jack Wilshere:
Position: Central Midtbanespiller
Superliga-optrædener: 14
Hvem husker ikke, da Jack Wilshere pludselig dukkede op i Aarhus og trak i AGF-trøjen?
En spiller, der tidligere havde optrådt på fodboldens allerstørste scene som profil i Arsenal og debutant for det engelske landshold som blot 18-årig. Her delte han midtbane med legender som Steven Gerrard og Frank Lampard.
Men skaderne blev for mange, og spilletiden for sparsom. Gennem en række omveje førte karrieren ham til Danmark – nærmere bestemt til AGF.
I Aarhus blev det dog aldrig mere end et fodnoteophold. Wilshere var kun en skygge af sit tidligere jeg og nåede blot 14 kampe i Superligaen.

Eric Djemba-Djemba:
Position: Defensiv Midtbanespiler
Superliga-optrædener: 102
- Spilleren, der var så god, at de blev nødt til at navngive ham to gange
Sådan lød det om Eric Djemba-Djemba – et navn, der måske ikke repræsenterer en af de største, men som stadig vækker genklang, ikke mindst for tiden i Manchester United.
I Odense er han dog et langt mere elsket navn. Her tilbragte han fire succesfulde år i OB, hvor han blev en fanfavorit og en vigtig skikkelse på midtbanen.
Det blev til 129 kampe og fire mål for den defensive midtbanemand i den fynske trøje.

Rafael van der Vaart:
Position: Central Midtbanespiller
Superliga-optrædener: 20
Her er der tale om en regulær verdensstjerne.
Rafael van der Vaart vandt i 2003 den prestigefyldte Golden Boy-pris – det, der i dag kendes som Kopa Trophy – som gives til verdens største fodboldtalent under 21 år.
Han har tørnet ud for klubber som Ajax, Real Madrid og Tottenham, men har også haft en noget mere overraskende adresse på CV’et: FC Midtjylland. Her var han med til at vinde det danske mesterskab.
Senere byttede han Herning ud med Esbjerg fB – blandt andet for at være tættere på sin daværende kæreste, den hollandske håndboldstjerne Estavana Polman, som spillede i Team Esbjerg.

Vágner Love:
Position: Angriber
Superliga-optrædener: 4
Vágner Love var en kæmpe profil i CSKA Moskva i 00’erne – og en del af det brasilianske landshold på et tidspunkt, hvor angrebskonkurrenterne hed Ronaldo, Ronaldinho og Robinho.
Men de fleste husker ham nok for noget helt andet: det ikoniske blå hår, som blev hans varemærke gennem store dele af karrieren.
Da han skiftede til FC Midtjylland i 2022, var håret dog klippet – og succesen ligeså afdæmpet. Det blev kun til 10 optrædener og ét enkelt mål i Superligaen, før det brasilianske kultnavn forsvandt ud ad bagdøren igen.

Max Meyer:
Position: Central Midtbanespiller
Superliga-optrædener: 8
Måske husker nogle ham fra tiden i Schalke 04, hvor han af flere tyske medier blev kaldt den "tyske Messi."
Men forventningerne blev aldrig indfriet. Historien minder om Jack Wilshere: store evner, men for mange skader. Karrieren gik fra store adresser som Crystal Palace, 1. FC Köln og Fenerbahçe – til en noget mere stille tilværelse i FC Midtjylland.
Her blev det til 13 kampe og nul mål for den offensive midtbanespiller på den jyske hede.














