Tidligere AGF-talent efter brud med Serie A-klub: Jeg er klar til voksenfodbold
18-årige Gustav Schjøtt har besluttet at forlade Serie A-klubben Bologna F.C. og skal nu finde sig en ny klub.

Det har været en ganske begivenhedsrig uge for det danske stjerneskud Gustav Schjøtt.
I mandags, på 'Deadline Day', blev den 18-årige forsvarsspiller og hans klub, Bologna F.C., enige om at afbryde samarbejdet, og dagen efter mødte han ind i U19-landsholdslejren i Viborg.
Det tidligere AGF-talent står således uden klub, og han har en klar idé om, hvad han gerne vil i sit næste ophold.
- Jeg søger 100 procent at komme ud og komme tættere på noget voksenfodbold og få noget seniorerfaring. Det håber jeg at komme til.
- Der, hvor der er den rigtige plan, er det interessant for mig. Jeg har ikke rigtigt en præference i forhold til det geografiske. Fokus er på at fortsætte min udvikling.
- Jeg glæder mig til at se fremad. Jeg glæder mig til forhåbentlig at komme i en god klub, hvor der er lagt en god plan for mig. Et sted, hvor de ser et lys i mig og har en tro på mig, siger Schjøtt til Campo.
Ingen fortrydelse
Gustav Schjøtt kom til støvlelandet i januar 2024.
Halvandet år senere har han besluttet at forlade klubben, men selvom det ikke blev et langvarigt ophold, vil han ikke ændre den beslutning, han traf som en purung knægt på 16 år, der rykkede teltpælene op og drog sydpå.
- Nej, det fortryder jeg ikke. Jeg har fået en masse læring både inde på banen, men også uden for banen, der har givet mig meget.
- Bologna var ikke det rette match. Det siger sig selv, når jeg ikke har ønsket at fortsætte. Men jeg har intet negativt at sige om Bologna.
Torsdag var det nu tidligere Bologna-talent med i startopstillingen, da Danmarks U19-herrer mødte Rumænien i en testkamp frem mod EM-kvalifikationen, der begynder i november.
Tingene sker meget hurtigt for den unge aarhusianer i disse dage, men han forsøger at adskille klub- og landsholdsfodbold fra hinanden.
- Jamen, jeg synes ikke, jeg har tænkt over det (afskeden med Bologna, red.). Jeg har prøvet at lade det ligge i Bologna. Jeg er nu med landsholdet i Viborg og fokuserer på fodbold.
- Men om det er en smule i underbevidstheden, skal jeg ikke kunne sige, siger Schjøtt grinende.

Noget, der til gengæld ikke engang har plads i hans underbevidsthed er, hvilke klubber der er ude efter ham lige nu og her.
- Jeg kan ikke sige meget om, hvad der har været af interesse de sidste par dage, for det forholder jeg mig først til, når jeg ikke længere er med landsholdet, slutter han.
Næste landskamp i det indeværende vindue for Schjøtt og holdkammeraterne er på søndag mod Norge på Viborg Stadion.

AGF












